Affald skal omdannes til biogas

Det er fornuftigt, at Silkeborg Kommune har stillet behandlingen af biogasanlægget i Thorning i bero.

Jørgen_240
Af Jørgen Madsen, byrådsmedlem

Det er fornuftigt, at Silkeborg Kommune har stillet behandlingen af biogasanlægget i Thorning i bero. I Enhedslisten er vi tilfredse med, at Økonomiudvalget tager sig tid til at undersøge økonomien i projektet grundigt. Det er kompliceret, og hvis skatteyderne skal garantere et lån på 111 mio. kr., skal forarbejdet gøres grundigt.

Det er urimeligt, at folkene bag projektet beskylder kommunen for at trække sagsbehandlingen i langdrag. Det er dem selv, der er kommet med ansøgningen i absolut sidste øjeblik, efter at de ikke kunne blive enige med Viborg Kommune.

Ud over den økonomiske risiko er det også et spørgsmål om, hvad borgerne i Silkeborg får ud af det. Gassen skal transporteres til Viborg Kommune. Bønderne bag projektet får hjælp til at opfylde kravet om at 50% af gyllen skal afgasses inden 2020. Men hvad får vi ud af det?

Folketinget har vedtaget, at vi skal genanvende 50% af vores husholdningsaffald i 2022.

Nogle steder er man godt på vej med affaldssortering i husstandene. Det skal vi også i Silkeborg.

Enhedslisten foreslår, at den økonomiske garanti kobles sammen med et krav om, at biogasanlægget skal aftage grønt husholdningsaffald fra Silkeborg Kommune. Det skal erstatte de energiafgrøder, som er en del af projektet. Der kan i virkeligheden ikke produceres ret meget biogas på baggrund af gylle. Det er tosset at dyrke f.eks. majs for at hælde det gyllen, når der samtidig er et krav om, at 50% af husholdningsaffaldet skal genbruges.

Plan- Miljø- og Klimaudvalget har netop sat gang i udarbejdelsen af en ny affalds- og ressourceplan for Silkeborg Kommune. På nuværende tidspunkt er det i gennemsnit kun 32% af affaldet i kommunen, der genanvendes. For det grønne husholdningsaffald er det langt mindre, for det indsamles slet ikke, så det er kun den del, som private borgere komposterer derhjemme, som genbruges. Tidligere blev det samlet ind i den gamle Silkeborg Kommune. Det blev opgivet, men nu kan det heldigvis laves om.

Til gavn for miljøet og økonomien og til gavn for biogasanlægget.

Dyrkning af majs til især tyske biogasanlæg er i øvrigt med til at presse jordpriserne op i Sønderjylland. Det presser især økologiske kvægbønder som har behov for store jordområder, fordi deres køer skal på græs. Det er ikke smart, at det bedre kan betale sig at producere majs til biogas end til foder til dyr. Samtidig med at vådt husholdningsaffald bliver brændt af i affaldsforbrændingsanlæg.