Anketid og retsfølelsen

På baggrund af en mail fra et forældrepar, der pga. en ankesag måtte vente et helt  år på at få hjælp til deres psykisk plaget barn, har Lene Fruelund gjort sig nogle alvorlige tanker om retsfølelsen:

“Når ministre og retsordførere på Christiansborg vil sætte trumf på for at sikre hurtig rettergang og stramme straffelovens bestemmelser om udmåling af straf bruges begrebet ‘borgernes retsfølelse’. Det er hensynet til borgerne, de sætter i højsædet. Men retsfølelse handler ikke kun om straffelovens bestemmelser, det handler også om lovgivning på andre områder og måske især på sociallovgivningens område. Lovgivningen på området er indviklet, og de fleste borgere må forlade sig på, at de får den rette vejledning og tildelt den rette hjælp, når der indtræder en social begivenhed, der får dem til at rette henvendelse til de kommunale sociale myndigheder. Sådan er det heldigvis også langt de fleste gange. Men i nogle tilfælde føler en borger sig ikke hørt og forstået og finder en afgørelse urimelig, eller finder at hele processen frem mod en afgørelse har karakter af et avanceret forhindringsløb, der i sig selv kan tage mange måneder at komme igennem.

Indtil for et par år siden, havde vi en borgerrådgiver her i Silkeborg kommune, men den gode funktion blev afskaffet i et budgetforlig (alle partier minus Enhedslisten). Nu må borgerne stå på egne ben i vurderingen af, om en afgørelse skal ankes og selv sørge for at få skrevet anken. Det kan være svært både at sætte sig ind i den relevante lovgivning og at formulere en vægtig anke. Den kommunale sagsbehandler, skal ganske vist i henhold til lovgivningen hjælpe borgeren med at anke, men det er vel de færreste, der vil føre sig helt tryg og på sikker grund, hvis den sagsbehandler, der har truffet en afgørelse også er den person, der skal hjælpe en med at anke selvsamme afgørelse. Det handler bl.a. om retsfølelse.

Mange borgere finder det uoverskueligt at tage fat på en klageproces på grund af de juridiske forhold, mens andre opgiver, fordi de ikke har kræfterne til det måske på grund af den sygdom eller hændelse, der netop var årsagen til henvendelsen til kommunen.

Anker en borger en afgørelse, sendes anken først til kommunen, som dermed får lejlighed til at revurdere afgørelsen, det tager selvfølgelig lidt tid. Fastholdes afgørelsen, sender kommunen den videre til Ankestyrelsen. Her kan der snildt gå et halvt til et helt år, før sagen kommer til behandling. Selve sagsbehandlingen tager typisk også adskillige måneder. Ankestyrelsen efterspørger ofte yderligere oplysninger eller sagsakter fra kommunen, og det tager tid, men endelig foreligger der en afgørelse hos borgeren. Får borgeren ret, kan vedkommende glæde sig over det. Men for rigtig mange, er det også det eneste, der er at glæde sig over, for hjælpen kan ikke ydes med tilbagevirkende kraft.

Hvordan forestiller man sig retsfølelsen er hos f.eks. et forældrepar, der har søgt hjælp og støtte til et barn med psykiske problemer, der resulterer i f.eks. angst, skolevægring eller lignende, når de efter sagen har ligget i Ankestyrelsen i et år, får at vide, at de har ret og kommunen tog fejl? Barnet og forældrene kan ikke få hjælp med tilbagevirkende kraft, kun fremadrettet, og behovet er sikkert kun vokset i perioden.

At anerkende at retsfølelse også er en faktor indenfor det sociale område, og at det er en politiske sag at respektere og sikre den, det ser jeg gerne at mange flere politikerne tager alvorligt.”

Lene Fruelund har rettet henvendelse til Folketingsmedlem Jakob Sølvhøj, som vil presse på politisk for at få nedbragt sagsbehandlingstiden i ankestyrelsen, samt sikre folk hjælp med tilbagevirkende kraft i de tilfælde det måtte give mening, som fx i sager om vedvarende ydelser.

Lene Fruelund er byrådsmedlem for Enhedslisten i Silkeborg