Borgerlige mytomaner

Det er ved at være agurketid. Hvad vil pressen kaste sig over?

Christian Juhl 133

Af Christian Juhl, MF

Det er igen sommer. Pressen mangler stof. Mistænkeliggørelse af arbejdsløse kan bruges. Den gamle myte om, at danske arbejdsløse ikke gider arbejde, og derfor må arbejdsgiverne tage udenlandsk arbejdskraft, skaber altid debat.

Ruths Hotel i Skagen er en gammel vandrehistorie, som Lars Løkke Rasmussen tog op ved Folketingets afslutning. Men det kom han ikke godt fra. Han kendte ikke til de virkelige forhold. Direktøren fra Ruths Hotel fortalte onsdag i P1’s Debatten, at han om sommeren har 100 ansatte. Heraf er otte udlændinge.
Han har endnu ikke haft behov for at kontakte jobcenteret, folkene kontakter ham direkte. Han slår ikke ledige stillinger op på Jobnet og kontakter heller ikke a-kasserne om arbejdskraft. Kort sagt, Ruths Hotel har ingen problemer med at skaffe den nødvendige arbejdskraft.

3F har sat sig for at afprøve alle påstande om, at det er umuligt at få ufaglært arbejdskraft. Hver gang de hører om en arbejdsgiver, der ikke kan få arbejdskraft, kontakter de virksomheden og tilbyder bagefter ledig arbejdskraft. Indtil nu har der ikke vist sig at være problemer.

De fleste arbejdsgivere er blevet forvænte under krisen. De arbejdsløse kommer af sig selv. De behøver ikke at annoncere, at slå ledige jobs op på Jobnet eller kontakte a-kasserne. Hvis nogen skulle mangle arbejdskraft, kunne de passende starte her.

Det er en myte, at arbejdsgiverne ikke kan få den nødvendige arbejdskraft, hvis de ellers vil betale overenskomstmæssig arbejdskraft.
Det er en myte, at ekstra arbejdskraft i sommerlandet, på hoteller og til jordbærplukning førhen var ordinære stillinger. Det har været meget udbredt, at disse job blev udført som sommerferiejob af studerende.
Det er en myte at danske arbejdsløse ikke vil arbejde, fordi dagpengene skulle være for høje.
Det er en myte som de borgerlige politikere i Folketinget ofte rejser når vi debatterer arbejdsløshed.
Formålet er at skabe en stemning, så de kan presse dagpenge og kontanthjælp endnu længere ned.

Jeg opfordrer til, at alle hjælper med at bekæmpe de borgerlige mytomaner – og synliggør det reelle billede af arbejdsmarkedet.
Arbejdsløse er til rådighed for arbejdsmarkedet – men arbejdsmarkedet er ikke til rådighed for arbejdsløse.