Budget 2017: Folkeskolernes økonomi skal løftes markant og plan for dagtilbudsområdet skal udarbejdes

Folkeskolereformen presser folkeskolerne kraftigt, og i 2017 indfases en ny skolestruktur i Silkeborg Kommune. Derfor skal de enkelte folkeskolers økonomiske grundlag styrkes til gavn for elever og medarbejdere.

Billede pressemeddelelse 31 august 2016 (2)
Pressemeddelelse fra Hans Okholm (SF), Søren Kristensen (S), Lene Fruelund (Ø), Johan Brødsgaard (R)

I denne uge har gruppeformændene fra Radikale, SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne været til indledende politiske sonderinger om Budget 2017 med borgmester Steen Vindum.

De fire partier har alle haft fokus på to fælles områder i deres samtaler med borgmesteren: Folkeskoleområdet samt kvalitet og normeringer i dagtilbuddene. De har en ambition om, at gøre forholdene for børnene i dagtilbuddene bedre ved, at der lægges en plan for at hæve normeringerne på dagtilbudsområdet over de næste fire år. Dermed kan Silkeborg Kommunes niveau komme op i den bedre halvdel på landsplan.

– Vores fire partier er enige om, at folkeskolerne skal have et markant løft. Det økonomiske niveau ligger 3. lavest på landsplan, og det er slet ikke godt nok, hvis vi skal have skoledagen til at hænge ordentligt sammen for elever og medarbejdere, siger Søren Kristensen (Socialdemokraterne).

Den fremtidige økonomi for det samlede skoleområde skal drøftes af byrådet i forbindelse med budgetlægningen for 2017. Det står der i den politiske aftale om den nye skolestruktur, som blev endeligt behandlet og vedtaget af Silkeborg Byråd i juni.

– Vi tager hele aftalen alvorligt, og fra vores side opfordrer vi alle partier til at være med i en langsigtet og holdbar økonomisk løsning for folkeskolerne. Det har vi givet hinanden håndslag på for to måneder siden, siger Johan Brødsgaard (Radikale)

– Den seneste opfølgning på skolernes økonomi viser, at det ikke kan hænge sammen med det nuværende niveau. Der er stor risiko for, at elevernes læring og medarbejdernes trivsel bliver taberne i det lange løb, og det kan vi ikke leve med, siger Lene Fruelund (Enhedslisten).

Der har været et stærkt fokus på kvaliteten i dagtilbuddene – blandt andet gennem en aktiv indsats fra mange forældre. Byrådet fik før sommerferien overrakt et katalog med 3158 underskrifter mod at spare på normeringerne på 0-6 års området.

– Vi har en ambition om, at niveauet for Silkeborg Kommunes dagtilbud skal ligge i den bedste halvdel på landsplan. Det vil skabe en betydeligt større kvalitet i børnehøjde, og det vil samtidig gøre det attraktivt for børnefamilier at bosætte sig i Silkeborg-området. Ambitionen er, at det kan lykkes med en målrettet indsats over de næste tre-fire år, siger Hans Okholm (SF).