DET HANDLER OM AT HAVE RET

“Helt i starten af min lokalpolitiske løbebane, for små ti år siden, belærte en tidligere lokal gruppeformand i Venstre mig om, at det i politik ikke handler om at have ret, men om at få ret. Det, han mente var, at man jo kunne have nok så meget ret i, hvad man sagde, men at politik handler om at kunne tælle til et flertal, og dermed få ret.

Det var en vigtig læring, og jeg er nu klar til at svare Poul Dahl, for ham var det.

Du er forkert på den, Poul Dahl. Politik handler om at have ret, ikke om at få ret.

At reducere politik til en kamp om at få ret reducerer politik til intet andet end en avanceret leg for voksne. Ikke ret meget anderledes end endnu en sæson af Robinson. Så kommer det til at handle om at lave alliancer, kommunikere og måske ligefrem manipulere og lyve, til man kan tælle til 4 i udvalget eller 16 i byrådet, og blækket er tørt på den politiske beslutning eller aftale.

Politik er meget mere end det. Det er alvor, ikke leg. Ja, for nogle borgere, eller for dyr og planter eller andet, vi har ansvaret for som politikere, kan der ligefrem være tale om liv eller død eller det, der ligner.

Et aktuelt eksempel kan illustrere min tilgang til lokalpolitik. I en sag til denne uges møde i Klima- og Miljøudvalget slår vores embedsmænd fast, at den tidligere borgmester efter deres faglige vurdering tre gange brød…”

Alle er lige, men nogle er mere lige end andre

“George Orwells dystre roman “Kammerat Napoleon” er ophavet til citatet i overskriften. Et citat, som dækker over den situation, at regler og love i et samfund bliver skabt af de magtfulde, men ikke gælder for de magtfulde. De er i deres ophøjethed hævet over loven.

Parallellen er ligetil i forhold til det, der sker i de her dage i regi af Silkeborg Kommunes byråd og udvalg. 

I mandags, til byrådsmødet, læste borgmesteren i en sag følgende juridiske vurdering op for byrådet i forbindelse med behandlingen af et ændringsforslag fra Radikale:

“…byrådet kan derfor ikke behandle det spørgsmål, som ændringsforslaget omhandler.”

Hvad gjorde byrådsflertallet så? Jo, de behandlede da ændringsforslaget. Fem af syv partier stemte for ændringsforslaget, som ikke kunne behandles.

At ændringsforslaget ikke kan behandles hørte jeg som om, at det ville være ulovligt at behandle det. Sådan tror jeg, de fleste ville høre det.
Byrådsflertallet, de fem partier Radikale, SF, Nye Borgerlige, Konservative og Venstre, hævede sig altså, i min og juristernes klare vurdering, over loven og trumfede deres magt igennem, med førstnævnte partis lokale folketingskandidat i førersædet. De to sidste partier, Socialdemokratiet og vi i Enhedslisten, valgte at følge juraen.

Men Socialdemokratiet skal ikke komme for godt i gang af den grund. Sidste år, i to på hinanden følgende udvalgsmøder, valgte det nuværende borgmesterparti således at medvirke til at lade hånt om de juridiske vurderinger, vi fik i sager i Klima- og Miljøudvalget. Det gjaldt først i august i den meget omtalte sag om den ekstra grødeskæring, derefter i september i en sag om beskyttelsen af et fortidsminde. Juraen blev skyllet ud med badevandet, fordi…”

Åbent møde om budget 2023 for Silkeborg

“Til råd, organisationer, foreninger, bestyrelser, tillidsfolk
og ansatte i Silkeborg Kommune – og alle borgere

Som I formodentlig er klar over, er det blevet sæson for budgetforhandlinger – og derefter
aftale. Fra Enhedslistens side forventer vi en budgetaftale i uge 38, da sidste frist for at lave
en sådan er 27. september.

Årets budgetproces er særligt præget af to forhold:

1. Borgmester Helle Gade har sat sig i spidsen for, at der bliver gjort op med den
underbudgettering, som har redet Silkeborg Kommune som en mare de seneste mange
år. Særligt på børne- og familieområdet, socialområdet, handicapområdet og
ældreområdet. Dette initiativ bakker vi fra Enhedslistens side stærkt op om – det har vi
efterspurgt i årevis.

2. Vi har stramme rammer for både driftsudgifter og anlægsudgifter, aftalt mellem
kommunerne som helhed og Folketinget. Når vi samtidig har en alt for høj vækst i
tilflytningen til kommunen, lægger det et ekstra pres på budgettet. Det kan vel være,
at høj tilflytning er en fordel i det lange løb, men det er det ikke på kort sigt, hvilket de
senere års udvikling har vist.

Vi synes, I som råd, organisationer, foreninger og bestyrelser skal høres – I skal have
mulighed for at fremkomme med jeres synspunkter overfor os….”

NU SKAL DER RYDDES OP, FRU BORGMESTER

Der er dømt smalhals i den kommunale økonomi i Silkeborg.

Borgmester Helle Gade meldte eksempelvis sådan her ud for få dage siden: “Man kan vel sige, at der stort set kun bliver råd til at bygge de ting som vores børn og ældre har brug for…De seneste års vækst uden styring her i kommunen presser os ekstra. Vi er nemlig bagefter på velfærds-byggerierne.”

Hun har så evigt ret. Vækst uden styring, ledet af lokale Venstre i otte år, betyder stram økonomi. Så langt ud i fremtiden, vi kan se.

En S-regering, som sammen med SF, Radikale, Konservative og Venstre har brugt hele råderummet på krudt og kugler i det nationale kompromis for nogle måneder siden, betyder endnu strammere økonomi.

Vi skal som borgere i Silkeborg Kommune skrue forventningerne ned og spænde livremmen ind, må vi forstå, mens våbenindustriens økonomi buldrer derudad.

Asfaltindustrien har også haft kronede dage i Silkeborg Kommune de seneste år. Pengene i kommunekassen er således gået til Nordskovvej og til det nye kryds på Ringvejen. Vi er vist på den gode side af 200 millioner kroner bare på de to projekter, og så har jeg ikke taget det løse med med lyskryds histen og pisten.

De samme penge kunne vi som byråd have brugt på seks-otte nye daginstitutioner, men pengene blev brugt på asfalt af det store byrådsflertal. Alle undtagen Enhedslisten, som man siger.

Så – vi i Ø må som byrådets mest ansvarlige parti nu på den igen. Vi må som voksne mennesker rydde op, når de voksne mennesker i de andre partier, både den tidligere og den nuværende borgmesters inklusive, har brugt penge på krudt, kugler og asfalt.

Nu skal der ryddes op, fru borgmester.

Formår du at stå i spidsen for det, beholder du vores respekt. Falder du i gryden, hvor alle skal have lidt asfalt, lidt kunstgræs og lidt projekt-ditten-og-datten for at være med i et budget, er det noget andet. Du ved godt, at Signe i Resenbro og jeg i Bryrup altid godt kan finde på et eller andet til en million, vi vil have til de byer, vi bor i.

Har du tænkt over, at vi aldrig beder om det? Det gør vi ikke, fordi det handler om at bruge fælleskassen, hvor der er mest behov. På børn og ældre, på handicappede og udsatte. Uanset, hvor de bor i kommunen.

Peter Sig Kristensen, medlem af byrådet i Silkeborg Kommune for Enhedslisten