Dispensationsudvalget i gang efter ferien

Det er lettere at få dispensation end tilladelse


Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Det er ikke for ingenting, at vi i Enhedslisten har kaldt Plan, Miljø og Klimaudvalget for Bygherre- og Dispensationsudvalget. Vi har set adskillige sager, hvor udvalget har truffet ensidige afgørelser og givet dispensationer for både kommuneplan og lokalplaner til fordel for en bygherre og til skade for naturen. Men nu overgår udvalget næsten sig selv i deres iver efter at tækkes en bygherre og ski.. højt og flot på naturen.

Silkeborg er festivalernes by, og det er dejligt, at det ikke kun er i Silkeborg by men også andre steder i kommunen, der er velbesøgte festivaler, således også ved Tange Sø Festival. Formanden for festivalkomiteen, René Birch, så gerne, at der blev lidt bedre plads til festivalgæsterne og ønskede derfor at rydde nogle træer. Gudenåcentralen ejer noget af arealet, og den blev spurgt, om det var OK at rydde op og fjerne nogle udgåede træer. Det var selvfølgelig helt OK. Men da folkene nu var igang med motorsaven, var det ikke kun udgåede træer, der blev ryddet og ikke alene på Gudenåcentralens areal, men også et areal, som kommunen ejer. Kommunens areal er klassificeret som et naturmæssigt § 3-område – altså et område, som har en naturmæssig værdi, som skal bevares, og som der ikke må røres ved.

Men der blev ikke alene fældet træer og buske, hele arealet blev rodfræset og planeret. Hvad gør man når der på den måde er begået selvtægt? Forvaltningen i kommunen beskriver sagen og kommer med en længere velbegrundet redegørelse og indstilling til PMK, som rummer krav om reetablering. Hvad gør PMK? I fuld enighed træffer de beslutning om, at René Birch og festivalkomitéen ikke behøver at reetablere noget, at det er OK, at han har begået selvtægt.

Hvad kan man lære af dette? René Birch kan lære, at det er lettere at få dispensation end tilladelse, og det er stærkt bekymrende, hvis René Birch overfører denne erfaring til sit byggefirma. Andre borgere kan lære, at hvis man har en vis position, så kan meget lade sig gøre. Vi kan også alle sammen lære, at hvis vi mener noget med at værne om vores smukke natur her i Silkeborg, så skal der et helt andet flertal i byrådet til november.