Er ambitionerne sænket?

Det bliver spændende efter sommerferien at komme i gang med budgetforhandlingerne. Onsdag kunne vi i Midtjyllands Avis læse, at borgmesteren har nogle ambitioner, som vi tror, at hele byrådet kan stå bag: Flere indbyggere, flere i arbejde og færre på sygehuset.

Det er ikke epokegørende nytænkning, det er faktisk hvad byrådets relevante udvalg har arbejdet på i hvert fald de sidste fire år.

Men en forstærket indsats er Enhedslisten med på. Det er muligvis ikke urealistisk at hente op mod 80 mio. over 4 år på den konto.

Men at reducere valgnattens aftaler om at hæve vores niveau i folkeskolen ved at forøge udgifterne pr. elev til landsgennemsnittet og øge normeringerne i daginstitutionerne, så vi kommer op i bedste halvdel, til en sag om 80 mio. kan være det samme som at sænke ambitionerne.

Og hvordan kan Enhedslisten nu påstå det?

Det kan vi, fordi da Børn- og Ungeudvalget skulle komme med udkast til budget for 2019, måtte de konstatere, at der mangler 23 mio. i forhold til den udmeldte budgetramme, hvis blot status quo skal fastholdes på vores daginstitutioner og skoler.

Årsagen er blandt andet flere tilflyttere end forudset med yngre og dermed “dyrere” børn end forudsat i budgetrammen. Samtidig har flere børn end forventet særlige behov i form af støtte og specialundervisning, og der er flere børn, som søger privatskoler og efterskoler.

Hvis ambitionerne ensidigt af borgmesteren ændres til at handle om 80 mio over 4 år, savner vi, at borgmesteren bliver mere klar i spyttet. For er de 23 mio. der mangler i forhold til den udmeldte budgetramme for 2019 en del af de 80 mio.- eller er det 80 mio. ud over de manglende 23 mio.? Hvis udviklingen fortsætter de kommende år, og der kommer flere tilflyttede børn til kommunen end beregnet, kan vi så forvente, at de 80 mio. skal dække et større antal børn, eller er det 80 mio. netto oveni?

Det er vigtigt, for 80 mio. fordelt over 4 år svarer til 20 mio. pr. år, og 20 mio. i 2019 vil ikke lukke hullet, men vil føre til besparelser for 3 mio. Man kan selv fortsætte tankegangen og dermed nå frem til, at en ændring af valgnattens aftaler efter borgmesterens model, kan ende med at betyde, at niveauet ikke forhøjes, men i værste fald sænkes.

Hvad mon de øvrige aftaleparter mener om det?

Ellers hilser vi velkommen, at borgmesteren er klar til at udfordre kommunens serviceramme. Det er nye toner, som der kun var skuldertræk til overs for, da vi foreslog den tilgang på byrådsmødet i april måned.

 

Peter Sig Kristensen & Lene Fruelund

Medlemmer af byrådet for Enhedslisten