Et godt seniorliv til alle

Det er i grunden paradoksalt, at aftalen fra 2006 om en løbende stigning i pensionsalderen er blevet døbt Velfærdsaftalen. Det burde være kendetegnende for et velfærdssamfund, at vi alle har ret til et godt seniorliv og en god alderdom. Sådan er det ikke i dag, og værre vil det blive, hvis pensionsalderen får frit løb til at vokse.

Tusindvis af mennesker må i dag forlade arbejdsmarkedet før tid, fordi de er slidt op eller mangler nødvendige kvalifikationer.

Andre arbejder videre, selv om de føler, at belastningen ved arbejdet er blevet for stor.

Det gør de bl.a. fordi forringelsen af efterlønnen har betydet, at økonomien ved en tidlig tilbagetrækning slet ikke kan hænge sammen.

Det burde på den baggrund stå lysende klart, at det er helt uholdbart at lade pensionsalderen fortsætte med at stige, sådan som partierne bag Velfærdsaftalen har aftalt. De der er unge i dag, skal da ikke have en pensionsalder, der ligger klart på den anden side af de 70.

Erkendelsen af, at pensionsalderen er ved at løbe løbsk, har været længe om at nå Christiansborg. Det kan måske også være svært at få øje på problemet, når man selv er omfattet af en lukrativ pensionsordning, men med et folketingsvalg lige om hjørnet er klarsynet vokset. Dog ikke hos regeringen, men oppositionens største parti har spillet ud med en model, der dæmper stigningen i pensionsalderen en smule for de, der har været længst på arbejdsmarkedet, og også andre af partierne bag Velfærdsaftalen har signaleret, at der kan være brug for ændringer.

Det er godt, at der endelig er kommet politisk bevægelse i pensionsdebatten. Jeg glæder mig også over, at vi i Enhedslisten nu ikke længere står alene med et synspunkt om, at tilbagetrækningsalderen kan variere afhængigt af, hvor mange år man har haft på arbejdsmarkedet. Når det er sagt, skal det også siges, at socialdemokratiets forslag om en differentieret pensionsalder er problematisk, fordi det ikke stopper, men kun dæmper stigningen i pensionsalderen for de, der har arbejdet længst.

Står det til Enhedslisten, skal der sættes en stopper for stigningen i pensionsalderen for alle. Derfor opfordrer vi til at opsige Velfærdsaftalen, inden der udskrives valg. Vi vil samtidig have indført en ny mulighed for at trække sig tilbage, før man når pensionsalderen, for de der har været længe på arbejdsmarkedet. Vi foreslår, at der indføres en ret til at trække sig tilbage efter 40 år på arbejdsmarkedet og en ret til delvis tilbagetrækning, så man efter 35 år kan gå ned i tid med økonomisk kompensation. I begge ordninger med en ydelse, der svarer til den maksimale dagpengesats, og uden alle de modregninger, der har været med til at udhule efterlønsordningen.

Det er hverken rimeligt eller retfærdigt, at tusinder efter et langt arbejdsliv kun har udsigt til en kortvarig pensionisttilværelse. Vi skal indrette os, så alle får ret til et godt seniorliv, hvor der er kræfter og overskud til familie og venner og til nogle af de mange gøremål, som arbejdslivet ikke levnede plads til.

Af Jakob Sølvhøj
Enhedslisten