Fem millioner golf-kroner

Vi slog i Silkeborg Kommune et stort brød op til Made in Denmark golfen. Golf fra øverste hylde på kommunens område, og tilsvarende 5 mio kr fra kommunekassen. Forventningerne var tilsvarende høje. 100.000 tilskuere og et lokalt boom i detailhandlen, blandt andet. Selve arrangementet på golfbanen i Resenbro var til UG med kryds og slange, blandt andet på grund af en stor skare af lokale frivillige.

Men fik vi som kommune det ud af det, som kan retfærdiggøre de 5 mio kroner?

Nogle, som Midtjyllands Avis, siger ja uden at blinke. “De fem millioner er godt givet ud”, stod der skråsikkert i en af avisens ledere. Det får vi aldrig svar på, for det bliver sandsynligvis aldrig undersøgt. Og hvis det gør, er den politisk bestemte konklusion givet på forhånd.

Dermed får vi ikke gode svar på følgende:

  1. Hvor mange forskellige golfgæster var der overhovedet? Vi kan læse, at der var 75.000 tilskuere over de fire dages arrangement i Resenbro, men mange af dem var gengangere.
  2. Hvor mange af golfgæsterne var overhovedet klar over, at de var i Silkeborg Kommune? De internationale arrangører fortalte dem således, at de var i Århus.
  3. Hvor mange af golfgæsterne var fysisk i Silkeborg by? Det forlyder af rapporterne fra midtbyens detailhandel, at det ikke var til at se på omsætningen

Vi slog et stort brød op. Om brødet kun er bagt på ydersiden, om det er gennembagt eller om det brød i brand, finder vi sandsynligvis aldrig ud af. Så næste gang, Lars Larsen, Hans Hansen eller Søren Sørensen igen står og beder om penge til store arrangementer med stor “brand-effekt”, hopper vi sandsynligvis igen i med begge ben som kommune.

Vi får dermed ingen dialog om, hvad vi også kunne bruge 5 mio kroner plus det løse til som kommune. En bosætningskampagne, der også rækker ud over Silkeborg by grænser? En investering i fem allerede etablerede lokale sports- og kulturarrangementer med hver en million? Eller en flerårig investering i unge frivillige eventmageres uddannelse og arrangementer? Det kunne være nogle af de gode bud, når vi nu har fem millioner sådan vupti, som borgmesteren lige står og har i hånden, når nogen kommer forbi med en god ide til et mindre eller større fatamorgana, som gør Silkeborgs “brand” endnu mere værd.

Peter Sig Kristensen

Medlem af Byrådet i Silkeborg Kommune for Enhedslisten