Guld til SIF

Skatteyderne betaler hele gildet.

Jørgen Madsen
Af Jørgen Madsen, byrådsmedlem

Der er guld til SIF! Ja altså, nok ikke i superligaen, men Silkeborg Kommune forgylder til gengæld klubben. De fleste ved godt, at SIF ikke betaler noget til det nye stadion. De 70 mio. kr., som de har fået fra deres sponsorer, kan bedst beskrives som forudbetalt leje. Skatteyderne betaler hele gildet.

Men vidste du

  • At SIF får 3,5% i rente af deres forudbetalte leje? Det er en pæn forrentning nu, hvor erhvervsvirksomheder skal betale for at have penge i banken.
  • At SIF kun betaler leje af 15% af de 70 mio. kr. det koster at lave banen og tribunerne, fordi der også er andre, der får lov til at spille på den nye kunstgræsbane? Mon de har brug for 10.000 tilskuerpladser?
  • At hvis SIF f.eks. skulle betale 25% af lejen af bane og tribuner, så skulle de betale 412.666 kr. mere om året, som bliver til 10.316.650 kr. i løbet af de 25 år, som lejeaftalen løber?
  • At SIF sparer 434.000 kr. om året i leje, fordi deres amatørafdeling får lov til at bruge den nye hovedbygning?
  • At Silkeborg Kommune til gengæld køber Søholthuset?At SIF på denne måde får reduceret den årlige leje fra 4,5 mio. kr. til 223.000 kr.?
  • At Silkeborg Kommune stiller grunden på Søholt gratis til rådighed for det nye stadion? I modsætning til den kommunalt ejede grund under det nye plejehjem på den gamle stadiongrund. Den får plejehjemsbeboerne lov til at betale 30 mio. kr. for.
  • At SIF får lov at springe huslejen over i januar og det halve af februar 2017 på det gamle stadion, fordi de ikke spiller kampe i den periode? 135.000 kr. sparer de.
  • At SIF ikke har betalt leje af det gamle stadion de sidste fire år. Hvis de skal betale den samme årlige leje, som er fastsat for 2017, drejer det sig om 4.320.000 kr.
  • At borgmesteren på byrådsmødet forsikrede, at alt er lovligt, men ikke ønskede at svare på, om det også er rimeligt?
  • At hele byrådet undtagen Enhedslisten stemte for den gyldne lejeaftale?

Med lidt kreativitet er det lovligt at støtte et privat aktieselskab, som driver en fodboldklub. Det sker også i mange andre kommuner. Men det ville klæde byrådet at indrømme, at det er det, der sker. Det kan selvfølgelig godt være svært så kort tid efter, at samme byrådsflertal lige har sparet 40 mio. kr. på kommunal velfærd.