Jeg blev helt ærligt lidt skuffet, Kent, da jeg læste avisen i torsdags. Jeg synes, du skal hæve niveauet.
Når man som du har magt og indflydelse i en by og kommune som Silkeborg, forventer jeg, at du ligger på et højt niveau. At du bruger din stemme til at få andre op på et højere niveau frem for et lavere niveau.
Det er et lavt niveau, når du i torsdagsavisen er citeret for at sige, at modstanden mod dit firmas byggeplaner på Tværgade og i Mejerigården er en modstand mod, at ”der bliver bygget noget nyt på dét sted”.
Har du tænkt over, Kent, om modstanden kunne handle om andet?
F.eks., at vi er nogle borgere i den by, som du og jeg og mange andre elsker, der synes, at det er helt ok, at bygge noget nyt i stedet for en forladt bankbygning, som med tiden pynter mindre og mindre i en af gågaderne? Mens dit firma har ansvaret for det gradvis forfald.
Men at vi borgere samtidig har den holdning, at noget byggeri er pænere end andet?
Og at vi faktisk bare gerne vil have lov at give vores mening til kende i forhold til de byggeplaner, du og I i K/S Papirfabrikken går og har?
Vi vil egentlig bare gerne have en lokalplan for området. Med inddragelse af borgerne, så de kan komme til orde med deres ideer og forslag.
En lokalplan som dem, der er lavet for stort set alle andre områder i Silkeborgs midtby.
Silkeborg midtby er jo ikke bare din og min, men også vores. Fordi vi alle elsker Silkeborg.
Det er selvfølgelig helt ok, hvis du hellere vil henslæbe år i Planklagenævnets sagsbehandling frem for at få en hurtigere lokalplansproces, hvor borgerne kan få deres stemme hørt.
Hvis du hæver niveauet, kan du jo nu bede om en lokalplan, Kent.
Så slipper vi begge to, og alle andre, for klagenævnets lange sagsbehandlingstider i domkirkebyen i Viborg. Der er andre arenaer end i klagesystemet, jeg hellere vil bruge vores fælles kræfter på at slå viborgenserne.
Peter Sig Kristensen
Medlem af kommunalbestyrelsen i Silkeborg Kommune for Enhedslisten