Hvad med dagpengene?

Der er gode takter i regeringens beskæftigelsesudspil, men hvad med dagpengeproblemet? spørger Christian Juhl.

Christian Juhl 133

Arbejdsmarkedsordføreren roser regeringen for fokus på uddannelse til arbejdsløse, men undrer sig over, at regeringen ikke vil løse problemet med de mange mennesker, der ryger ud af dagpengesystemet.

Uddannelse er den rigtige vej

– Det er positivt, at regeringen vil give arbejdsløse bedre mulighed for efteruddannelse. Men det bør være på fulde dagpenge, ikke en nedsat sats, som mange ikke vil kunne leve af. Og så er det skidt at fjerne retten til seks ugers selvvalgt uddannelse, siger Christian Juhl.

– Det er også positivt, at man vil styrke A-kassernes rolle. Erfaringerne med de kommunale jobcentre er ringe. Vi skal have gjort op med det system, vi har i dag, hvor den ledige skal rende til møder og kontrol både det ene og det andet sted.

Drop spareøvelserne

Der er dog et stort problem ved regeringens udspil: at det helt forbigår de tusindvis af danskere, der mister deres dagpengeret.

– Det nytter ikke noget at lave en reform af beskæftigelsessystemet uden at tage fat på det allerstørste problem, nemlig konsekvenserne af dagpengereformen, siger Christian Juhl.

– Og højrefløjens idé om at reformen skal være en spareøvelse, der finansierer nye skatterabatter til erhvervslivet, er helt uacceptabel. Jeg vil kraftigt opfordre regeringen til at stå fast og sige klart nej til Løkkes krav. Intet tvinger regeringen til at acceptere højrefløjens krav. Og vi er klar til at forhandle, hvis regeringen i stedet vil bruge sit flertal til venstre.

Enhedslisten vil i de kommende dage fremlægge partiets hovedkrav til beskæftigelsesreformen.