Af Peter Sig Kristensen, spidskandidat for Enhedslisten
It´s the economy, stupid.
Jeg er ikke glad for at hente alt for meget inspiration til lokaldemokratiet i Silkeborg Kommune fra USA. Men denne sætning, som var en rådgivers gode råd til den senere præsident Bill Clinton, var spot on, da jeg besluttede, at denne låge i min nedtælling til demokratiets juleaften på tirsdag skulle handle om økonomi.
Jeg undres meget over, at vi har talt meget lidt økonomi i denne valgkamp i Silkeborg Kommune.
Fordi økonomi, uanset om vi kan lide det eller ej, er det, der bestemmer i sidste ende. Det er det, der sætter rammerne for, hvad der er muligt lokalpolitisk.
Fordi et flertal på kun fire af syv partier i byrådet for en måned siden vedtog et budget for Silkeborg Kommune, som tømmer kommunekassen, hvis flertallet gør, som de siger, de vil.
Og det gør de vel i flertallet, ligesom vi gør i liste Ø? De siger vel, hvad de vil? Og gør, hvad de siger?
Jeg kan afsløre, at det tror jeg ikke, de gør.
Jeg tror ikke, flertallet vil gennemføre det budget, de har vedtaget i byrådssalen, og dermed tømme kommunekassen så godt og vel.
Det havde jeg et læserbrev i avisen omkring i går. Sammen med mine byrådskolleger Johan Brødsgaard og Martin Jakobsen. Få linket til læserbrevet under opslaget.
Selvfølgelig vil ingen tømme kommunekassen. Selvom de har besluttet, at de vil.
Men hvad vil de så?
Det spørgsmål søger jeg svar på de sidste dage af valgkampen.
Når jeg er udelukket som spidskandidat i aften til valgmøde på College 360, men deltager som tilhører. Når jeg er i politisk værtshusslagsmål i morgen aften på Målet. Når jeg fredag aften er i Holstebro til “Kampen om bordet” i TV MIDTVEST. Når vi forhåbentlig mødes på Torvet inden valgdagen.
Får vi ikke svar, selvom vi spørger, må jeg og du som borger jo skabe vores eget svar.
Det er vigtigt at vide, hvad byrådsflertallet bestående af Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Venstre vil, når de ikke vil tømme kommunekassen.
Selvom de har besluttet, at det er det, de vil.
Det er vigtigt at vide, fordi svaret på, hvad de vil i stedet for at tømme kommunekassen, er svaret på, om du som borger kan se ind i besparelser på velfærden de kommende år.
It´s the economy, stupid.


