Det kan være frustrerende at være politisk aktiv – men vi giver ikke op
Af Lene Fruelund
Jeg har været politisk aktiv hele mit voksne liv, altid på venstrefløjen, og det har derfor ikke været de mange og store sejre, der har givet mig blod på tanden til at forsætte – som venstrefløjsaktivist lærer man at være nøjsom. Der har været gange, hvor det har syntes temmelig håbløst, og hvor frustration og følelse af afmagt, har været ved at tage pippet fra mig, men jeg har alligevel holdt ved.
I morges (torsdag d.27/8) sad jeg ved computeren og orienterede mig lidt i nyhedsstrømmen. Da skete det, jeg oplevede følelsen af afmagt og umådelig stor frustration. Afstumpede mennesker på Djursland havde i nattens løb begået hærværk mod et asylcenter. Det ligger snublende nær at forestille sig at inspirationen kommer syd fra, hvor endnu mere afskyvækkende hændelser har fundet sted – ikke alene for 70-75 år siden men indenfor de seneste dage. De mange hjerteskærende billeder af desperate flygtninge i Sydeuropa, som angribes med tåregas og knipler, og som vi gør ALT for at holde ude fra Europa og især væk fra Danmark passerer revy. Hvad kan jeg gøre?
Skandalen med de godt og vel 6 mia. kr som svindlere har trukket ud af landet mens Skat bare så til, var også med i dagens nyhedsoverblik. Hvad fan… bilder de sig ind? Det kan ikke passe, når der råbes vagt i gevær i maj 2013, at der så ikke sker en skid! SEKS milliarder! Halvdelen kunne have dækket hullet i sundheds- og sygehusvæsnet til man får styr på medicinudgifterne, og den anden halvdel, kunne afhjælpe store besparelser i den kommunale velfærd – fordelt ud til kommunerne som et forhøjet bloktilskud ville det give Silkeborg 47.613.000kr ekstra. Hvad pokker foregår der i hovederne på højt betalte politikere og embedsfolk, som bare lader stå til – der bliver helt sikkert hurtig kø ved håndvasken, men hvad kan jeg gøre?
Og så var der lige sagen fra Odense! En politisk chef og en højtstående embedsmand beslutter at sætte loven ud af kraft for at overholde et budget. De beordrer de ansatte i socialforvaltningen til at bistå dem med deres lovbrud. Jeg tager hatten af og kipper med flaget for den socialrådgiver, der nægtede at parere ordre, og som dermed har bidraget til at sagen er kommet frem i dagens lys. Det sidste er opmuntrende, og får mig til alligevel ikke at kaste håndklædet i ringen, for når en socialrådgiver i Odense sætter sit arbejde på spil i forsvar for stærkt udsatte børn, så kan jeg vel også kæmpe videre, for alt det jeg tror på og står for.
