Kommunale penge til privat virksomhed?

Enhedslisten indbringer byrådets beslutning til Ankestyrelsen


Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Det er sommer – selvom temperaturerne ikke er, som vi drømmer om. Efter mandagens byrådsmøde, blev det også sommerferie for byrådet, men for Enhedslistens to byrådsmedlemmer er der lige et lille arbejde endnu, inden vi kan slappe af og holde ferie. På dagens byrådsmøde besluttede et stort flertal nemlig at godkende et tilskud til Silkeborg-Ry Golfklub på knap 1 mio. som golfklubben skal bruge til at istandsætte og forbedre golfbanen i Resenbro, som de i øvrigt ikke ejer, men kun lejer sig ind på. Denne beslutning mener EL er ulovlig, og derfor skal den sendes til Ankestyrelsen (tidligere Tilsynsrådet), der fører tilsyn med kommuner og regioner.

Ejeren af golfbanen er Silkeborg Golf A/S. Et aktieselskab med en aktiekapital på 7.280.000 kr og en egenkapital i 2016 på 4,6 mio. I 2014 blev det udnævnt til gazelle-virksomhed – dvs. selskabet har fordoblet sin omsætning inden for fire regnskabsår.
Der er således tale om et velkonsolideret aktieselskab. Der er flere personsammenfald i bestyrelsen for henholdsvis Silkeborg-Ry Golfklub og Silkeborg Golf A/S. Det er ikke så sært, for enhver over 26 år, der ønsker at spille golf i Silkeborg-Ry golfklub, er forpligtet til at købe aktier for nominelt 5.000 kr i Silkeborg Golf A/S.

Således er det nærliggende at forestille sig, at ansøgningen fra Silkeborg-Ry Golfklub til istandsættelse af Silkeborg Golf A/S’s golfbane er aftalt mellem de to parter. Men hvorfor er det klubben og ikke aktieselskabet, der søger tilskuddet? Selvfølgelig fordi et kommercielt aktieselskab aldrig ville få et kommunalt tilskud, mens en sportsklub har mulighed for at få et tilskud. Den limpind er 27 af byrådets 31 medlemmer hoppet på. Enhedslisten vil nu spørge i Ankestyrelsen, om det er tilladt for en kommune at give et tilskud til forbedringer og vedligeholdelse af et kommercielt selskabs ejendom.

Byrådets bevilling kommer i forlængelse af en bevilling på fem mio. til markedsføring af en golfturnering – Made in Denmark – som Økonomi- og Erhvervsudvalget (ØKE) bevilgede på et møde i april under et lukket dagsordenspunkt. Turneringen er nært forbundet til Lars Larsen og har tidligere været afholdt på hans golfbane i Himmerland. Her ville kommune og regionen imidlertid ikke længere yde tilskud, og derfor er turneringen flyttet til Silkeborg, hvor det er lykkedes Lars Larsen at få Økonomi- og Erhvervsudvalget  til at bevilge 5 mio. til markedsføring af turneringen. ØKE blev præsenteret for et økonomisk overslag, som udviser et betragteligt overskud for kommunen ved at være vært for denne turnering. Om regnestykket er holdbart eller ej, kan ingen borger får indsigt i, for beslutningen blev truffet under et lukket punkt.

Der er for meget hemmelighedskrammeri og for lidt sund kritisk sans i disse ‘golfeventyr’, som nu koster skatteborgerne adskillige millioner. Vi afventer med spænding Ankestyrelsens svar på spørgsmålet om lovligheden af den seneste bevilling.