Militært isenkram eller velfærd?

Valget er let

Hasle_lille
Læserbrev af Mikael Hasle

I disse dage kappes stort set alle politikere om at finde flest muligt penge på statsbudgettet for at kunne forkæle erhvervslivet og de i forvejen bedst stillede. Og stort set alle politikere er enige om, at pengene naturligvis skal tages fra dem, der i forvejen har det svært: De syge, de ledige, kontanthjælpsmodtagerne, indvandrerne – alle skal de piskes for at komme ud på arbejdsmarkedet. Idiotien i at jage folk ud på et ikke-eksisterende arbejdsmarked turde være åbenlys.

Men én finansieringsmulighed taler stort set ingen partier om: Alle Folketingets partier – bortset fra Enhedslisten – er nemlig enige om, at vi skal bruge 30 milliarder kroner på nye – og helt overflødige – kampfly og yderligere fem milliarder på nyanskaffelse af pansrede køretøjer til forsvaret.

Det vil sige, at disse partier – fra SF og ud til det alleryderste højre – finder det helt på sin plads at smide 35 milliarder kroner ud ad vinduet, mens landet skriger på arbejdspladser og samfundets dårligst stillede sukker efter at få blot nogenlunde acceptable livsvilkår.

Hvis du også synes, planerne om indkøb af militært isenkram skriger til himlen, er der kun ét parti, du kan stemme på: Enhedslisten.