Naturen ødelægges i Sejs-Svejbæk


Af Jørgen Madsen, byrådsmedlem

Plan-, Dispensations- og Bygherreudvalget har slået til igen – denne gang i Sejs-Svejbæk. Udvalget har sat forarbejdet til en lokalplan i gang, som strider mod strukturplanen og kommuneplanen i området.

Den udvider byggefelterne til alle sider, og det går ud over de grønne områder, som skulle være karakteristiske for området. Ikke mindst den grønne kile, som skal adskille byggefelterne. Her vil udvalget tillade mere end en halvering.

Miljø- og Teknikafdelingen, som kender holdningen i udvalget, havde forsøgt at i mødekomme bygherrens ønsker om massivt byggeri med nogle forsigtige reduceringer af de grønne områder. Men et enigt udvalg strammede skruen og pålagde forvaltningen at arbejde på en plan, som skamferer naturen i området.

Plan-, Dispensations- og Bygherreformand Jarl Gorridsen har beset området og konstaterer, at 20 meter er lige så godt som 45-60 meter. Som man råber i den fældede skov, får man svar!

I avisen indrømmer han da også, at den virkelige grund er, at ellers ville det ansøgte byggeri ikke kunne realiseres. Det er nemlig ikke sådan, at strukturplaner og kommuneplaner skal styre byggerierne. Det er lige modsat: planer tilpasses bygherrernes ønsker.

Udvalgsformanden mener også, at strukturplanen fra 2012 er blevet overhalet af virkeligheden. Virkeligheden skaber man jo selv! Rekorden i den overhalingsbane er uden tvivl, da byrådet vedtog en ny kommuneplan på et byrådsmøde i juni, hvorefter ”virkeligheden” overhalede den 20 minutter senere på samme møde, da en ny lokalplan blev vedtaget, som tredoblede byggehøjden og fordoblede byggeprocenten på et byggeri i Lysbro.

Jeg kan godt forstå, at naboerne undrer sig over, at bygherren begynder at fælde træerne i området længe inden en ny lokalplan er vedtaget. Det er værd at lægge mærke til, at der ikke er givet tilladelse til at reducere de grønne områder. Der er kun sat gang i det lokalplanmæssige arbejde i forvaltningen. Derefter følger en byrådsbehandling og en høringsperiode og endnu en behandling i udvalget og måske også byrådet.

Det er ikke mærkeligt, at bygherren regner med at få sin vilje. Der bliver aldrig ændret noget væsentligt i en lokalplan, efter at den er blevet sat i gang.

Det ved bygherren også godt. Ikke mindst den aktuelle bygherre, som for nylig fik tilgivelse af det samme udvalg, da han ”kom til” at fælde nogle træer i Ans, som ikke var hans, og som voksede på et beskyttet naturområde.

Der er brug for en ny politik, så borgerne kan stole på vedtagne planer og ikke ser dispensationer på stribe.