VÅGN NU OP, MIDTJYLLANDS AVIS

En dansk popgruppe skrev for nogle år siden en ørehænger, hvor starten af omkvædet lød: “Men af og til er sex med dig som Ølstykke i november”. Jeg har ikke førstehåndsindtryk af Ølstykke i november, men det lyder umiddelbart til at være en trist form for samkvem.

Som læser – og lokalpolitiker – kan jeg til tider have lidt den samme følelse med Midtjyllands Avis.

Jeg savner noget bid.

Et aktuelt eksempel:

Silkeborg Kommune lavede for få år siden en analyse af Silkeborg “justitskvarter”. Det vil sige bygningerne på Christian 8´s Vej 2. Det gælder Birkedommerboligen, Politistationen) og Politimesterboligen.

Kommunen fandt frem til, at de tre bygninger tilsammen var et bevaringsværdigt kulturmiljø i den unge by Silkeborg. En kendsgerning, som også er tydeligt udtrykt af både foreningen Bevaringsforeningen for Silkeborg Kommune og den nye dreng i klassen, foreningen Skøn på Silkeborg. Midtjyllands Avis er også flinke til at lægge sider til både læserbreve og interviews med gode folk fra de to foreninger, og andre interesserede borgere, der lægger den kendsgerning frem.

Men avisen forholder sig køligt refererende, og helt uden bid, til den kendsgerning, at to af de tre bygninger i kvarteret nu er i politisk proces mod nedrivning.

Ja, nogle vil sige, at avisen ligefrem forholdt sig positivt til nedrivningerne, da avisen for nogle uger siden holdt mikrofonen for to af de store udviklere af byen, som står bag nedrivningen af den ene af de to bygninger, uden i den forbindelse at stille bare et enkelt kritisk spørgsmål. Ja, udviklerne fik endda en nærmest landskampsstemning-agtig avis-leder oven i handlen den lørdag.

For nogle år siden beskrev Midtjyllands Avis´s chefredaktør avisen som hyrdehund, Som dem, citat chefredaktøren, der “hjælper lokale aktiviteter i den rigtige retning”. Det gjorde han, da en byrådspolitiker efterlyste den rolle som vagthund, som man ofte kalder mediernes eksistensberettigelse i et demokrati.

Det virker nu til, at den lokale hyrdehund nu har tabt tænderne.

Vågn nu op, Midtjyllands Avis.

Eller bliver I reduceret til et andet blad i mediebranchen med navnet “Vågn op”, som kun menigheden gider at besvære sig med at læse.

Omkvædet på sangen nævnt indledningsvis fortsætter i øvrigt med følgende linje: “Og af og til er sex med dig helt okay, det helt okay”

Jeg ved, at I kan levere en helt okay avis.

Når et bevaringsværdigt kulturmiljø i byen Silkeborg står til nedrivning, forventer jeg faktisk, at I viser det.


Peter Sig Kristensen

Medlem af byrådet i Silkeborg Kommune for Enhedslisten