Nyt folketingsmedlem

Enhedslisten fik et godt valg i Vestjyllands storkreds, og Jakob Sølvhøj blev valgt ind

Jakob02_400

Efter et godt valg kan vi nu konstatere, at vores spidskandidat i Silkeborg Syd, Jakob Sølvhøj, med et flot personligt valg nu er medlem af Enhedslistens folketingsgruppe – og vi glæder os til samarbejdet.

Men vi må også konstatere, at valgresultatet ikke blev det, Enhedslisten havde drømt om. Det betyder, at der mere end nogensinde før er brug for et stærkt Enhedslisten. For højrefløjen er desværre kommet til magten. Og det var ikke Lars Løkke Rasmussen, der vandt. Det var Kristian Thulesen Dahl. Dansk Folkeparti vandt på at love penge til en dagpengeløsning. På at love mere velfærd end Socialdemokraterne. Og på at modsætte sig salget af DONG.

Med andre ord, alt det modsatte af, hvad Lars Løkke Rasmussen står for. Vi vil holde Kristian Thulesen Dahl fast på hans løfter.

Valgresultatet må føre til refleksion i den røde blok. Ikke mindst i de to afgående regeringspartier. Havde man løst dagpengeproblemet og prioriteret velfærden højere, så var det nok ikke gået, som det gik.

Men uanset hvad, er vi oprigtigt bekymrede. Og derfor skal der kæmpes. Vi skal slå ring om de mennesker, der har mindst. Dem, der er ramt af arbejdsløshed og sygdom – og ikke mindst deres børn. Om de flygtningefamilier, der kommer hertil på flugt fra Islamisk Stat. For det er for alvor dem, der kommer til at mærke valgresultatet.

Vi skal slås for vores natur. Den er for vigtig til, at vi kan lade de blå sætte kursen.

Og slaget er langt fra tabt. Anders Foghs vision var minimalstaten. Den fik han ikke lov at gennemføre. Fordi tusindvis af danskere kæmpede imod. Insisterede på fællesskabet. Og på, at vi bliver stærkere hver især, hvis vi passer på hinanden.

Så kære venner, det er ikke tid til at stemple ud, det er tid til at kæmpe.

I løbet af valgkampen har Enhedslisten fået mange nye medlemmer – og efter i går er der kommet 150 nye til! Vi har også brug for dig i Enhedslisten! Hvis du har lyst til at være med, skal du være hjerteligt velkommen – du skal blotte klikke på dette link.