Og vinderen er…Gråmose!

I december indgik regeringen, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre en aftale om at øremærke i alt 520 mio kr. til et cykelstier over hele landet.

I dag blev det afsløret, at en af de projekter, der bliver til virkelighed, er en ny cykelsti ved Gråmose, imellem Stenholt og Nørre Knudstrup. Projektet er 100% statsfinansieret, og har et budget på i alt 26 mio. kr.

Richardt Hegelund fra Cyklister i Silkeborg, som er den lokale afdeling af cyklistforbundet, ønsker borgerne i Gråmose tillykke med sejren:

“Så er der forårsluft på cykelstierne og Gråmose er på vej til grøn omstilling. Cyklister i Silkeborg ønsker tillykke med den nye cykelsti fra Stenholt til Nørre Knudstrup. 

At børn kan cykle sikkert til skole er en af forudsætningerne for, at cyklismen kan bidrage til den grønne omstilling, som partierne bag transportforliget  ønsker at understøtte.

Når borgerne i Gråmose får adgang til et mere sammenhængende cykelstinet med sikker forbindelse til tog- og busnettet bliver tilværelsen meget lettere at overskue for børnefamilier, hvor især børnene kommer til at opleve den frihed, der er forbundet med at kunne tage cyklen ud i verden. Det er de gode borgere selv i Gråmose, der har kæmpet en hård kamp for deres skolesti.

Cyklister i Silkeborg vil gerne takke alle der her i slutspurten har været med til at få cykelstien til Gråmose. Hver cykelsti tæller og selv om de små samfund kan have svært ved at få tilgodeset deres behov, er det her lykkedes med stor lokal opbakning fra Socialdemokratiet,  Radikale, SF og Enhedslisten at få denne bevilling i hus. Hos Cyklister i Silkeborg glæder vi os over den brede opbakning og håber lokalt på, at endnu flere partier vil bakke op om den grønne omstilling af transporten.”

Enhedslistens spidskandidat for Vestjyllands Storkreds, Maria Temponeras fra Skanderborg, er også begejstret for den nye aftale:

“Cyklisme er som et ekstra godt kinderæg, med så mange gode effekter. Den første er den direkte klimaeffekt, af alle de bilture man ikke tager. Den anden er sundhed, bare en halv times cykling hver dag, forbedrer immunforsvaret betydeligt. Den tredje er den indirekte klimaeffekt, de veje der ikke behøver blive udbygget på grund af trængsel, og de biler, der ikke skal produceres, fordi de flere kan undvære bil nummer to. Den fjerde er livsglæde. Cykling er godt for humøret, og nedsætter stress og depression.

En tredjedel af alle bilture er ifølge DTU kortere end fem kilometer, så korte, at de godt kan erstattes med cykling. Mange af dem er kørsel af børn til og fra skoler, børnehaver og haller, som de godt kunne cykle, alene eller sammen med en voksen. Elcyklerne udvider rækkevidden for pendlere, så også ti eller femten kilometer er overkommeligt for de fleste. 

Fordelene er mange, men ingen af dem nytter noget,  hvis det er for farligt at cykle, der hvor man bor. Cykelstier er forudsætningen for at flere tager cyklen, og det er ikke kun i de store byer. Rigtig mange, der bor på landet, vil kunne cykle i hverdagen eller kombinere cyklen med tog eller busser, hvis cykelstinettet bliver udbygget ordentligt. Den nye cykelstrækning ved Gråmose er et længe ventet skridt i den rigtige retning.”

Maria Temponeras er Enhedslistens nye spidskandidat til Folketingsvalget i Vestjyllands storkreds og hermed også i Silkeborg