Om bygge- og beskyttelseslinjer


Af Lene Fruelund, byrådsmedlem

Der drøftes ivrigt visioner for Silkeborg i Midtjyllands Avis’ spalter for tiden. Det er dejligt, og mange borgere kerer sig i høj grad om vores by og udviklingen af den. Søerne, Gudenåen og skovene er vores aktiv. Kun i få større byer indgår de som centrale elementer i selv bybilledet. Det er vigtigt at bevare, set med mine øjne.

En bevarelse forudsætter, at vi skal have frit udsyn over sø og til skov, og at byggeri skal afpasses, så det ikke stjæler al opmærksomhed. Derfor er jeg også modstander af byggeri i højden tæt på søen, og jeg var meget tilfreds, da kommunen fik afgørelsen om, at Søhaven på hjørnet af Borgergade og Sølystvej, ikke måtte opføres. Den opfattelse deler jeg med mange, men ikke med alle.

I hvert fald er der embedsfolk i den kommunale forvaltning, der nu har rettet henvendelse til Miljøstyrelsen for at få styrelsen til at fjerne eller reducere bygge- og beskyttelseslinjer i Silkeborg by. Henvendelsen er ikke foranlediget af en byrådsbeslutning. Måske har formanden for Plan- og Vejudvalget, Hans Okholm, bedt dem henvende sig, for han deler ikke min glæde. En, der heller ikke deler min glæde, er borgmester Steen Vindum, som påtænker en henvendelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet for at få dem til at genoptage sagen om byggeri af Søhaven med henblik på en tilladelse. Det gør borgmesteren heller ikke som følge af en drøftelse i byrådet men alene på egen foranledning. Begge disse oplysninger har jeg fra dagsordenen til det kommen møde i Plan- og Vejudvalget.

Det er muligt, at der er et byggeivrigt flertal i byrådet, som finder disse bygge- og beskyttelseslinjer generende, fordi de forhindrer flertallet i byrådet i at efterkomme driftige bygherrers ønske om at kunne bygge lukrative boliger tæt på sø og skov. Men byrådet er nyt, og vi har endnu ikke haft lejlighed til at drøfte det, så jeg ved det ikke med sikkerhed.

Jeg synes dog, det er ganske utidigt, at embedsmænd og borgmester handler på egen hånd i så vigtige sager uden om byrådet – og dermed reelt også uden om borgerne. Silkeborg bryster sig af sit gode nærdemokrati. Her er en anledning til at vise det i praksis. Lad os få en debat i avisens spalter og afholde et borgermøde om sagen, gerne med afstemning, som det Jyske Bank afviklede om højhusbyggeriet.