Skolebestyrelserne i Silkeborg Kommune efterlyser i høringssvar til budget 2026 for folkeskoleområdet og i læserbrev i Midtjyllands Avis politisk handling, der matcher de udmeldte ambitioner for folkeskolen i Silkeborg.
Vi kan i Enhedslisten ikke være mere enige og blandt andet derfor tilslutter vi os ikke det budget, som et snævert flertal har underskrevet. Der skal permanent flere ressourcer til folkeskolen, så vi får et markant og mærkbart løft.
For os skal Silkeborg Kommune være børnenes kommune – både i tale og handling.
En måde at se ressourcerne til folkeskolen på, er ved at se på kommunernes udgift pr. elev. Sammenlignes med nabokommunen Viborg og landsgennemsnittet ser det således ud i 2024 ifølge Danmarks Statistik:
Silkeborg: 80.654 kr.
Viborg: 83.453 kr.
Landsgennemsnit: 87.850 kr.
I forhold til Viborg er vi 2799 kr. bagud pr. elev og i forhold til landsgennemsnittet 7196 kr.
Vi skal budgettere med flere ressourcer til børnene i skolerne. Med lidt mere end 9500 elever i vores folkeskole vil et løft til Viborg-niveau kræve 27 millioner kr. om året, mens et løft til landsgennemsnittet kræver lidt mere end 68 millioner kr.
Med det vedtagne budget, er vi meget langt fra dette. Som vi ser det, vil budgettet kun lige holde de nuværende tildelinger på niveau. Det er ikke godt nok.
Det er afgørende for børns faglige og sociale udvikling, at der er nok voksne omkring dem.
Det er evident, at to voksne i klassen styrker både den sociale og faglige udvikling hos den enkelte elev. Samtidig vil det styrke klassefællesskabet og udfordrede elevers mulighed for at være en del af det normale fællesskab.
Flere børn skal gå i skole i deres lokalområde, fordi det er godt for børnene. Det kræver investeringer her og nu i både dagtilbud og folkeskole. Altså skal de nødvendige ressourcer være til stede lokalt, ellers duer det ikke. Er der gode ressourcer til stede, er det til gengæld noget, der giver flere børn mulighed for at mestre deres liv og få et godt voksenliv.
Derfor skal vi have et markant og mærkbart løft af ressourcerne til folkeskolen!
Af Signe Haahr Lindegaard og Søren Thomsen Byrådsmedlemer for Enhedslisten


