Regeringen trækker forslag om forringelse af retssikkerhed

Det er vigtigt, at presset på regeringen opretholdes

jakob_farve_lille
Af Jakob Sølvhøj, folketingskandidat

Der er grund til at glæde sig over, at Manu Sareen har trukket sit forslag om ændring af serviceloven tilbage. Regeringens kovending kommer efter en massiv kritik fra landets handicaporganisationer, der har protesteret over, at lovforslaget kunne komme til at betyde grundlæggende og varige forringelser af livsvilkårene for mange borgere med handicap.

Borgere som lovgivningen i dag sikrer et retskrav på beskæftigelse eller et aktivitetstilbud ville med regeringens forslag miste denne rettighed. I stedet ville kommunerne få adgang til at vælge mellem en vifte af mulige tilbud til borgerne. Rettigheden ville så at sige flytte fra borgerne til kommunerne med stor risiko for, at handicappede borgeres behov ville blive tilsidesat af hensyn til kommunernes økonomi.

Mens socialministerens tilbagetog har vakt stor tilfredshed hos landets handicaporganisationer, er beslutningen om at trække lovforslaget blevet modtaget med utilfredshed i Kommunernes Landsforening. Den socialdemokratiske formand for KLs social- og sundhedsudvalg er skuffet over, at regeringen ikke lever op til en aftale om at give kommunerne friere hænder til at vælge mellem forskellige tilbud til borgerne. Man må forstå på KLs udmelding, at når der i kommuneaftalen mellem KL og finansministeren står, at lovgivningen skulle gøres mere helhedsorienteret og sagsbehandlingen enklere, så er det kommunernes opfattelse, at økonomien skulle have forrang i forhold til handicappede borgeres rettigheder. Sådan gik det heldigvis ikke denne gang.

Regeringen er slået tilbage til start med deres bestræbelser på at ændre serviceloven. Det er godt, og der skal lyde et stort tillykke til handicaporganisationerne med et flot resultat af det pres, de har lagt på socialministeren. Mange borgere kan lige nu ånde lettet op, men der er grund til at bemærke Sareens udtalelser om, at der ikke fremsættes lovforslag på denne side af et valg. Helt væk er forslaget måske ikke?

Derfor er det vigtigt, at presset på regeringen opretholdes. Og når nu proppen er taget af, kan regeringen passende tage initiativ til at sikre de mange handicappede borgere, der i dag ikke kan komme på ferie eller deltage i fritidsaktiviteter, et retskrav på ledsagelse. Et sådant forslag vil have Enhedslistens fulde støtte.