Af Mikkel Zøllner Andersen
Når socialrådgivere på vegne af kommunen træffer afgørelser på et mangelfuldt eller fejlagtigt grundlag, får det praktisk talt aldrig juridiske konsekvenser. Samtidigt sparer kommunen typisk penge. Ikke kun på de sager, som der ikke bliver klaget over, men ofte også på dem de taber!
Der træffes hvert år afgørelser i hundredtusindvis af sager af familiær, social og beskæftigelsesmæssig karakter. Lige fra handicaphjælp, botilbud, magtanvendelse, sygedagpenge, boligstøtte, førtidspension, revalidering, ressourceforløb, virksomhedspraktik, løntilskud, fleksjob, bevilling af fysiske hjælpemidler og hjemmehjælp, til diverse sociale tillæg og ydelser og MEGET andet. Ofte har afgørelserne en stor betydning for folks liv og økonomi. Derfor er der naturligvis opstillet forskellige tidsfrister og lovkrav til det grundlag afgørelserne træffes på. Det skal ikke bare sikre en fair afgørelse, men også lighed for loven og retssikkerheden i sig selv naturligvis.
Ankestyrelsen omgør mere end hver fjerde sag
Med så mange sager er det måske forventeligt der sker fejl. MEN det gælder faktisk ikke dem der når Ankestyrelsen. For inden en klagesag sendes videre til Ankestyrelsen, har kommunen fire uger til at genoverveje, om alt er som det skal være. De sager, der når til Ankestyrelsen, burde altså være dobbelttjekket for fejl!
Statistik over klager over kommunernes afgørelser på social- og
beskæftigelsesområdet. Kilde: Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen behandlede henholdsvis 39.576 og 30.857 kommunale afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet i 2014 og 2015 (jvf. figuren ovenfor). Af dem blev cirka hver fjerde omgjort! Altså på trods af, at kommunerne havde gennemgået dem to gange. Omgjort betyder, at der er så store fejl ved sagen, at Ankestyrelsen enten selv omgør afgørelsen (”Ændring” i figuren) eller pålægger kommunen at behandle den endnu engang (”Hjemvisning” i figuren). Således blev tilsammen 8.877 afgørelser i 2014 og 7.569 afgørelser i 2015 omgjort. Omgørelses-procenten er i øvrigt steget med 6%. Fra 21% i 2013 til 27% i 2015.
Omgørelsesprocenten afspejler et generelt problem
De mange tusinde fejlagtige afgørelser inden for social- og beskæftigelsesområdet er selvfølgelig et stort problem i sig selv. Men hvad værre er, så er der, ifølge lektor i socialret John Klausen, grund til at tro, at omgørelsesprocenten afspejler en helt generel problematik. Han udtaler således til advokatsamfundet:
”Når en sag bliver omgjort, er den enten direkte forkert eller behæftet med så væsentlige fejl, at den er ugyldig. Men inden sagen kommer til Ankestyrelsen, skal kommunen revurdere og behandle den igen, og kan dermed reparere sager med fejl. Det er altså kun, hvis kommunen fastholder afgørelsen, at klagen går videre. Derfor er der grund til at antage, at der er mindst lige så mange forkerte og fejlbehæftede sager blandt de sager, der ikke bliver påklaget …”
John Klausen har beskæftiget sig med området i 25 år, og er ph.d. og lektor i socialret på Aalborg Universitet og desuden med egen erfaring og karriere i den kommunale forvaltning.
Problemet har et enormt omfang
Der findes, ifølge Ankestyrelsens årsredegørelse fra 2014, ikke statistik over antallet af kommunale afgørelser, men, som de skriver, når fx 400.000 modtager sygedagpenge hver år, så må det samlede antal sociale og beskæftigelsesrelaterede sager omfatte mange hundredtusinde. Så hvis vi fx antager, at der træffes afgørelser i cirka 1 million sager årligt, så betyder det, på baggrund af John Klausens vurdering, at mere end en kvart million borgere har fået en sagsbehandling, som ville være blevet omgjort, hvis de havde klaget! Når mange ikke klager, kan det fx skyldes, uvidenhed om egne rettigheder, korte klagefrister og det forhold, at de pågældende ofte i forvejen er i en svær situation og uden de nødvendige ressourcer.
Men hvordan kan det være, at kommunerne med deres veluddannede personale i den grad fejler?
For det første så er de relevante love og cirkulærer ofte komplekse og forandres jævnligt med nye politiske tiltag. Omvendt så arbejder socialrådgiverne typisk inden for et specifikt felt, hvor man vel kan forvente, at de forholdsvis hurtigt oparbejder det nødvendige kendskab til lovgivningen.
For det andet er det velkendt, at der ligger et stort arbejdspres på socialrådgiverne. Hvis ikke man rigtigt kan nå det, man bliver bedt om, så stiger risikoen for fejl selvsagt. Ligesom det måske også bliver mere fristende at springe over hvor gærdet er lavest.
For det tredje så skal kommunen både træffe alle disse afgørelser og få et oftest meget stramt budget til at række. Det betyder med andre ord, at den kommunale forvaltning har et økonomisk incitament til at træffe afgørelser, der er så billige som muligt. Det er forhåbentligt de færreste kommunale medarbejdere, der bevidst træffer lodret forkerte afgørelser. Men mange sager bygger på skøn af en eller anden art, og der kan man måske godt forestille sig, at folk kan være påvirkelige.
Det kan betale sig at snyde borgerne
Indtil 2015 kunne folk, der vandt en klagesag over manglende kontanthjælp, ikke få efterbetalt det, de var blevet snydt for! Det blev helt grotesk modregnet i kommende udbetalinger. Kommunerne kunne altså spare penge, selv på de sager de tabte! Det var indlysende unfair og krænkende for retsbevidstheden, og det blev heldigvis ændret via Christiansborg fra 2015. MEN loven blev kun ændret for økonomiske (indkomst-) ydelser. Uretfærdigheden gælder derfor stadig sager om serviceydelser. Der er altså i dag ingen økonomisk kompensation med tilbagevirkende kraft via Ankestyrelsens afgørelse, når en borger vinder en sag om manglende serviceydelse som fx hjemmehjælp. Det kræver, at borgerne tager sagen endnu videre til domstolene, med alle de ressourcer det indebærer. I praksis sparer kommunerne altså ikke kun penge på, formentligt, en stor del af de mange upåklagede sager, men endda også på en del af dem de taber!
Snyder kommunerne med vilje?
Det er selvfølgelig svært at bevise. Særligt fordi mange sager bygger på skøn af en eller anden art. Men i 2011 – 2012 forsøgte statsforvaltningen i Midtjylland at undersøge årsagerne til de mange fejlbehæftede sager. I den efterfølgende redegørelse står der blandt andet:
“… at statsforvaltningen ikke er blevet præsenteret for oplysninger, som giver grund til at anse en så høj fejlprocent som lovlig.” Redegørelse, Statsforvaltningen Midtjylland
Og chefkonsulent i statsforvaltningen Martin Basse, som stod for undersøgelsen, udtalte til Berlingske, at:
“… når der var fejl i mellem en tredjedel og en fjerdedel af afgørelserne, så begynder det at lugte lidt af, at man konsekvent sætter for få ressourcer af, eller at man forsøger at sætte serviceniveauet ulovligt lavt” … Martin Basse, chefkonsulent i statsforvaltningen
Og professor og dr. jur. i socialret Kirsten Ketscher tager, i samme artikel, den et lille skridt videre:
”Desværre er der nogle kommuner, der mener, at det er bedre, at borgerne får mindre end det, de har ret til. Det kan man så se i de mange tvivlsomme afgørelser …” Kirsten Ketscher, professor og dr. jur i statsret
Også advokat Mads Krøger Pramming, som har ført en lang række sociale sager, og som har stiftet advokatvagten og undervist på Københavns Universitet, ser et kommunalt spareincitament i skønssager og udtaler således til Advokatsamfundet:
“Problemet er, at fortolkningen af det skøn, som for eksempel ligger i ordene ‘varigt og væsentligt’, er delegeret til myndighederne, der skal spare og har interesse i at stramme. Det skøn kan reelt ikke prøves ved domstolene. Vi er på niveauet før, du kan få en afgørelse, der hedder, at “du er for tyk til at få førtidspension.” Myndighederne slipper næsten af sted med hvad som helst – enten fordi sagerne ikke bliver anlagt, eller fordi de bliver tabt, hvis de gør.” Mads Krøger Pramming, advokat
Retssikkerheden er væk
Advokat Mads Krøger Pramming siger endvidere til Advokatsamfundet:
”Retssikkerhed? Der er ingen, sådan som det er nu. Den ene af de tre statsmagter udfylder ikke den rolle, de har på det her område. Det er en kæmpe urimelighed i vores retssystem, at du har en grundlovssikret ret, der i praksis ikke fungerer. Når der er et så stort fravær af kontrol, så er myndighederne selvfølgelig grænsesøgende, ikke mindst fordi de skal spare. Så opstår der en kultur, hvor man kan tillade sig hvad som helst, fordi det stort set ingen konsekvenser har.”
Mads Krøger Prammings meget alvorlige kritik underbygges af et drastisk faldende antal principafgørelser i Ankestyrelsen de senere år:
(Kilde: Ugebrevet A4)
Som det fremgår af figuren ovenfor faldt antallet af principafgørelser i Ankestyrelsen fra 265 i 2009 til blot 34 i 2015. En principafgørelse er en bindende retskilde, altså en juridisk rettesnor for afgørelser i tilsvarende sager, som sagsbehandlerne skal følge. Det hjælper dels sagsbehandlerne til at forstå loven korrekt, ikke mindst i skønssager, dels sikrer det lighed for loven, sådan at afgørelsen ikke er afhængig af, hvilken kommune man tilfældigvis bor i.
Principafgørelser er særligt aktuelle og vigtige i forbindelse med nye love. Derfor er det ekstremt problematisk, at antallet er faldet så drastisk i en periode, hvor den ene reform på social- og beskæftigelsesområdet har afløst den anden. Det betyder indlysende nok, at stadig flere afgørelser IKKE bygger på en bindende retskilde, men kun på den enkelte sagsbehandlers personlige skøn. Det øger sandsynligheden for varierende afgørelser i ellers ens sager og undergraver retssikkerheden voldsomt, forsåvidt der overhovedet er tale om retssikkerhed længere.
Autorisation
I forlængelse af problemet med retssikkerheden, er det værd at bemærke, at sagsbehandlerne/socialrådgiverne ikke er underlagt autorisation. Det betyder, ifølge socialrådgiver Mette Valentin, som i sin blog-artikel ”Hvorfor skal vi socialrådgivere ikke have autorisation og dermed kunne stilles fagligt til ansvar?”, skriver:
“… at vi ikke kan fratages retten til at virke som socialrådgivere og ikke kan pålægges fagligt ansvar, og for eksempel indklages for et fagligt nævn, såfremt vi bryder med de faglige regler og kodeks – og de juridske rammer, vi arbejder under, i vores forvaltning af borgernes sager. Mette Valentin, socialrådgiver
Så hvis en socialrådgiver lader sig presse til fx at træffe billige frem for juridisk korrekte afgørelser, så får det praktisk talt aldrig konsekvenser, selvom det bliver opdaget.
Mette Valentin skriver endvidere (med udgangspunkt i familiesager):
“Mange steder er op til 50 % af sagsbehandlerne end ikke uddannede socialrådgivere – og op mod 40% af resten er nyuddannede. Det er kort sagt ved at gå helt galt med fagligheden mange steder – og som konsekvens heraf sejler både borgernes retssikkerhed og målet med indsatsen! Mette Valentin, socialrådgiver
Også fra en kritisk socialrådgivers synspunkt er der altså belæg for, at kommunernes og sagsbehandlernes faglighed er i forfald. I alt fald nogle steder. Og følgelig, at de, sagsbehandlerne, vel nemmere end tidligere kan presses til at administrere og afgøre sager under indtryk af andre parametre end de rent faglige og juridiske.
Opsummering
Vi har set:
- At der bevisligt er graverende fejl i flere tusind Ankestyrelsessager på social- og beskæftigelsesområdet.
- At omgørelsesprocenten er stigende og senest på 27% i 2015. Det betyder, at mere end hver fjerde Ankestyrelsessag ikke overholder lovkravene, på trods af at kommunen har behandlet hver enkelt sag to gange, før de når Ankestyrelsen!
- At omgørelsesprocenten, ifølge ekspert John Klausen, er udtryk for en generel problematik omhandlende alle sager. Altså også det store flertal af sager, der ikke klages over. Faktisk vurderer han, at problemet måske endda er endnu større for disse sager!
- At der træffes mange hundredetusinder afgørelser hvert år. Og at hvis der er bare lidt om ekspert John Klausens vurdering, så snydes langt over hundredetusinde, måske hen ved en kvart million, af samfundets svageste for en juridisk fair behandling hvert eneste år! Ofte med store økonomiske og sociale konsekvenser.
- At den kommunale forvaltning både træffer afgørelserne og skal få budgettet til at række, og derfor har et økonomisk incitament til at træffe de billigst mulige afgørelser.
- At en række eksperter giver udtryk for, at kommunerne faktisk i stor stil træffer juridisk problematiske afgørelser med henblik på at spare penge.
- At antallet af principafgørelser fra ankestyrelsen er faldet drastisk. Og det endda i en tid med mange nye reformer og love. Hvilket betyder større skøn fra den enkelte sagsbehandler og sandsynligvis større variation i udfaldet af ellers ens sager.
- At forkerte afgørelser ingen økonomiske, juridiske eller karrieremæssige konsekvenser har – hverken for kommunerne, forvaltningen eller den enkelte sagsbehandler. Faktisk er der måske større karrieremæssig risiko ved ikke at give efter for pres fra oven?
Hvad kan man gøre?
En mulighed er at adskille sagsbehandling og pengekasse på en sådan måde, at sagsbehandlernes chefer ikke også er dem, der skal få budgettet til at række. For at en sådan løsning kan være helt effektiv, skal sagsbehandlingen nok tages helt ud af kommunalt regi, da kommunalpolitikerne, der lægger budgettet, jo også er en slags chefer som kan lægge pres nedad.
En anden mulighed er at give ankestyrelsen ressourcer til og instruktion om fremover at prioritere principafgørelser højt, så der overlades et mindre skøn til de enkelte sagsbehandlere.
En tredje mulighed, som fx socialrådgiver Mette Valentin advokerer for, er at indføre autorisation for socialrådgiverne – for at øge fagligheden via bevidstheden om, at graverende fejl kan få juridiske og karrieremæssige konsekvenser. Desværre skriver Mette Valentin, at der ikke hidtil har været opbakning til en sådan ordning i socialrådgivernes forbund.
Endelig kunne politikerne fjerne eller reducere sparekrav, således at presset fra Christiansborg på kommunerne, som presser cheferne i forvaltningen, der presser de enkelte sagsbehandlere for at få budgetterne til at holde, mindskes. Men en sådan politisk/økonomisk løsning er nok den største illusion i disse omprioriteringsbidrags-tider.
Og hvor motiverede er politikerne i virkeligheden for at sikre de svageste retssikkerhed, når de fleste af hundredtusindvis af sager betyder yderligere udgifter, der sammenlagt nemt løber op i flere milliarder ekstra kroner hvert eneste år?
Kilder:
- http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere%20artikler/2015/Advokaten%201/tema%20borger%20vs%20forvaltningen.aspx
- http://www.b.dk/nationalt/kommunerne-gaar-til-kanten-og-over
- http://www.ugebreveta4.dk/lovens-rettesnor-er-tyndslidt_20144.aspx
(Indlæg på denne hjemmeside tegner ikke nødvendigvis Enhedslistens politik 100%)
