S, SF og Ø i fælles udspil om flere SOSU-medarbejdere

Det er ikke kun i Silkeborg, vi kan forudse, at vi får problemer at få tilstrækkeligt med uddannede til ældre- og sundhedssektoren i de kommende år, det er et landsdækkende problem, og derfor løses udfordringen heller ikke i Silkeborg alene. Men det betyder ikke, at vi bare skal sidde på hænderne og vente på, at der på Christiansborg tages initiativer til at gøre noget ved de dystre fremtidsudsigter. Lokalt har EL sammen med S og SF drøftet problemet, og er blevet enige om et fælles udspil, der skitserer fire mulige tiltag, som – hvis de sættes i værk – forhåbentlig kan mindske problemet.

Lene Fruelund

Fælles pressemeddelelse fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i Silkeborg byråd

Flere SOSU-medarbejdere til plejeopgaver – vi skal have fat i de unge, der er blevet lidt ældre.

Silkeborg Kommune har en meget stor opgave foran sig: Inden for de næste ti år vil der komme 70% flere ældre i aldersgruppen +80-årige. Heldigvis vil mange af dem kunne klare sig rigtig godt i dagligdagen, men vi får brug for et helt særligt fokus på, at sundheds- og omsorgsopgaverne også vil stige i takt med flere ældre.

Desværre er det sådan, at Silkeborg Kommune kan blive udsat for at mangle særligt SOSU-assistenter allerede fra i år, og udfordringen bliver kun større i de kommende 10 år. Det forudses i rapporten ”Behovet for velfærdsuddannede i Midtjylland” udarbejdet af COWI.

Så det er to modsatrettede tendenser, som i den grad kalder på handling meget hurtigt, siger Søren Kristensen (Socialdemokratiet).

Der er således brug for et helt særligt fokus, hvis vi vil opretholde et godt og trygt niveau på vores plejecentre, i hjemmeplejen, i det nære sundhedsvæsen og alle andre steder, hvor mennesker har brug for pleje og omsorg, siger Bente Refslund (SF).

Med dette initiativ ønsker vi at sætte fokus på en af det største rekrutteringsudfordringer i Silkeborg Kommune, og der skal bl.a. ske gennem nye løsninger, hvis det skal lykkes, siger Lene Fruelund (Enhedslisten).

Derfor ser vi fire nye veje at fokusere på, hvis udfordringen skal løses.

X Særlig indsats overfor unge med studentereksamen.

Mange unge med afsluttet studentereksamen, er uafklarede om deres videre uddannelse og føler behov for at komme væk fra bøgerne. Vi skal målrettet tiltrække nogle i denne gruppe til vikariater – gerne af længere varighed. Samtidig skal der laves en fokuseret indsats for at motivere nogle af dem til at se en karrierevej indenfor plejeområdet og starte på en uddannelse til Social- og Sundhedsassistent. Hvis der kan samles et hold på 20-25 studerende, kan der uddannelsesmæssigt evt. laves et særligt turboforløb for dem i samarbejde med Social- og Sundhedsskolen.

X Garanti for uddannelsespladser under 25 år.

Unge under 25 år skal efter ansøgning garanteres en uddannelsesplads ved Silkeborg Kommune inden start på Social- og Sundhedsassistentuddannelsen. På den måde vil den studerende være sikret en god løn under uddannelsen samtidig med, at uddannelsen forløber.

X Garanti for ansættelse ved Silkeborg Kommune hvis den studerende er over 25 år.

Problemet for de lidt ældre studerende er, at de skal på SU under en del af uddannelsen. Hvis det skal være mere attraktivt at påbegynde en SOSU-uddannelse, så kræver det for de +25-årige en højere løn – typisk omkring 20.000 kr. pr. måned – under uddannelse. Det kan opfyldes ved ansættelse som voksenelev.

X Weekendvagter skal reduceres til hver 3. weekend.

En af de helt store udfordringer indenfor plejeområdet er, at mange arbejder hver 2. weekend. Hvis vi skal tiltrække og fastholde medarbejdere, er det nødvendigt at se på arbejdsforholdene, og her er særligt weekendarbejde en hæmsko. Der skal derfor arbejdes hen imod, at SOSU-medarbejdere kan forvente at skulle arbejde hver 3. weekend, såfremt de ønsker det.

De fire nævnte områder skal ses som et supplement til de indsatser, som allerede kører i form af flere elever i 9. og 10. klasse som skal vælger en EUD-SOSU-uddannelse, fokus på de unge som er uafklarede samt indsatsen for at få flere flygtninge/indvandrere på SOSU-skolebænken.

 

Kontaktpersoner:

Lene Fruelund (Gruppeformand for Enhedslisten) tlf. 51944453

Bente Refslund (Byrådsmedlem for SF) tlf. 24237290

Søren Kristensen (Gruppeformand for Socialdemokratiet) tlf. 61265729