Så skete det igen

Den 4. juni blåstemplede et flertal i Plan og Vejudvalget selvtægt i en byggesag i den nordøstlige del af kommunen. En virksomhed i Grønbæk er i gang med at bygge en værkstedsbygning uden byggetilladelse. 6,5 meter højt, hvor der kun er tilladt 4,5 m. Med fladt tag, hvor der ifølge lokalplanen skal være sadeltag. Igen kan man konstatere, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse. Udvalgsformand Hans Okholm, SF udtaler til avisen, at udvalget er ved at være nået en grænse i forhold til folk, der bygger uden tilladelse.

Gad vide hvor grænsen går for de fem medlemmer, der stemte for at tillade selvtægt? Og jeg skrev ”igen” i indledningen, for den første tanke, jeg fik, var, at det gamle Plan, Miljø og Klimaudvalg sidste år på samme måde gav syndsforladelse, da der ulovligt blev fældet træer på et område omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 ned til Ans Sø og dermed overtrumfede Teknik- og Miljøforvaltningens påbud om at genplante området.

I oktober sidste år opdagede kommunen, at der ulovligt var lagt flis ud på samme område, og gav påbud om, at det skulle fjernes inden to uger.

I maj i år konstaterer Danmarks Naturfredningsforening, at det stadig er der, og retter henvendelse til kommunen. Uden at der sker noget!

Spørgsmålet er, om der har bredt sig en opfattelse af, at det går sgu nok. Hvis der bliver problemer, så er der hjælp at hente.

Bygherren i Grønbæk gik til sit lokale byrådsmedlem, tidligere formand for PMK udvalget, Jarl Gorridsen. Han gav følgende råd, som er vedlagt som bilag til dagsordenen: ”Da vi i kommunen gerne vil styrke lokalområderne, så er vi som udgangspunkt byrådsmæssigt bag initiativer, der sikrer liv og beskæftigelse i vores landsbyer. Derfor må det opfattes som en ”politisk retning”, at initiativer som din virksomhed naturligvis skal nyde støtte fra vores embedsværk og sagsbehandling.”

Han mener, at sagen burde kunne klares administrativt: ”Jeg kan se af indholdet, at den vist burde kunne klares uden at involvere politikerne.”

Sagen var i nabohøring, og menighedsrådet svarede. Flertallet accepterer modstræbende byggeriet, men der er en mindretalsudtalelse fra et medlem, uden navns nævnelse, men Jarl Gorridsen kan oplyse bygherren om, at det er menighedsrådsformanden, og at han er gift med formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Silkeborg. ”Det diskvalificerer naturligvis ikke hans retmæssige position som formand for menighedsrådet,” skriver han.

Gad vide, hvorfor han så nævner det?

Af Jørgen Madsen, Enhedslisten Silkeborg