Silkeborgensernes ønsker til det nye byråd

Enhedslisten spurgte de forbipasserende, hvad deres højeste ønske fra byrådet er

IMG_5294_lille

Da Enhedslisten lørdag serverede suppe for silkeborgenserne – stærk og god som vores politik! – fik de forbipasserende også mulighed for at ønske noget fra det nye byråd. Mange benyttede sig af muligheden for at skrive deres ønske på et rødt hjerte og hænge det på juletræet – og vi vil her gennemgå hovedtendenserne i vælgernes ønsker:

Arbejdsmarkedet

Flest vælgere ønskede sig flere arbejdspladser og flere elev- og praktikpladser. For Enhedslisten er den høje arbejdsløshed og manglen på elev-/praktikpladser et af de allerstørste problemer lige nu, og det har højeste prioritet for os at gøre noget ved det.

Først og fremmest vil vi kæmpe for at kommunen stiller skarpere krav til sine leverandører om at oprette lærepladser, og vil vil – i modsætning til det nuværende byråd – sørge for, at der bliver kontrol med, om leverandørerne rent faktisk opfylder kravene.

Enhedslisten vil også skabe flere arbejdspladser. Det vil vi blandt andet gøre ved at igangsætte energirenovering af kommunens bygninger og især ved at sætte kommunens skoler i tiptop stand.

Skolerne

En anden stor gruppe ønsker drejer sig om forbedring af skolerne, hvor silkeborgenserne generelt ønsker sig bedre undervisning.

Enhedslisten vil arbejde for at forbedre undervisningen – først og fremmest ved at ansætte flere lærere.

Kommunens budget for 2014 indeholder endnu en nedskæring på skoleområdet – selvom den nye folkeskolereform stiller krav om flere timer. Prisen pr. elev i Silkeborg er den næstlaveste i hele landet – politikernes ambition er åbenbart at vi kommer til at ligge i bund, ikke med en god veldrevet skole, men med en skrabet discount-model.

Byrådet forventer, at kommunen i 2013 kan sætte små 100 mill. ind på “kontoen til uforudsete udgifter”, så der nu samlet kommer til at stå 175 mill. på denne konto, og byrådet forventer, at kontoen skal forhøjes igen i 2014 med 50 mill. I Enhedslisten synes vi, det er mere fornuftigt at sætte penge af til at dække de forudsete udgifter i folkeskolen end at spare yderligere op i et år, hvor så meget står på spil med en ny folkeskolereform.

Enhedslisten vil anturligvis arbejde hårdt for at rulle discountskolen tilbage!

Ældre

Også de ældres vilkår ligger også silkeborgenserne på sinde. Ældreplejen har gennem de seneste år været hårdt ramt af nedskæringer, så området i dag er af en stærkt kritisabel standard.

I Enhedslistens valgprogram skriver vi blandt andet:
”Mange ressourcer går til spilde i registreringer og minuttælleri i forsøg på at hente besparelser i ældreplejen. Det har aldrig været medarbejdernes ønske at bruge tid bag computeren eller på at tælle minutter – det er ikke den slags opgaver, der får dygtige medarbejdere til at vælge fag som social- og sundhedshjælper eller – assistent.

Et besøg i hjemmet må aldrig blive en fortravlet affære. Der skal være tid til at inddrage den ældre i løsningen af opgaverne – værdighed og ressourcer skal bevares og vedligeholdes.

Hvad enten det drejer sig om praktisk hjælp eller hjælp til personlig pleje skal der være tid til at have øje for borgerens aktuelle behov og reel mulighed for at udvise fleksibilitet. Det duer ikke, at hjemmebesøget er så tidsmæssigt presset, at der ikke er mulighed for at tage hensyn til de ældres ønsker og behov i særlige situationer.”

Sygdom og handikap

Flere af vælgernes ønsker drejer sig om at forbedre vilkårene for psykisk syge og mennesker med handikap. Det er vi i Enhedslisten helt enige i!

På Silkeborg kommunes hjemmeside kan man læse følgende:

Er du handikappet, har en psykisk sygdom eller et handikappet barn, kan du få hjælp og støtte. Hjælpen vurderes og tilpasses altid efter dit og/eller din families behov. Det lyder både rigtigt og godt.

Desværre forekommer dette for nogle tættere på drøm end virkelighed.

Inden for de sidste to-tre år er der gennemført tocifrede millionbesparelser inden for handikap og psykiatri. Dette kan ikke undgå at få konsekvenser for mange udviklingshæmmede og psykisk syge.  Øget medicinering, isolation og manglende udviklingsmuligheder kan udmønte sig i vold, svære psykiatriske lidelser og arbejdsskader for ansatte inden for området. Det er ikke en værdig behandling af en gruppe medborgere.

Børnene

Mange ønsker også bedre vilkår for vores børn. Børneområdet har også været nedskæringsramt – det vil Enhedslisten ændre:

Enhedslisten fik i forbindelse med finansloven presset regeringen til at udmønte 500 mill. kr til kommunerne til mere personale i daginstitutionerne. De penge, som Silkeborg kommune har fået, har ikke resulteret i mere personale. (Bort)forklaringen er, at man havde budgetteret med yderligere besparelser, men dem kunne man så i stedet for lade være med at effektuere! Det er et faktum, at der i den store sparerunde i 2010 blev nedlagt, hvad der svarer til 95 fuldtidsstillinger på børnepasningsområdet. Det er efter vores opfattelse stærkt utilfredsstillende, og vi vil kæmpe for at få normeringerne forbedret igen. Vi vil også gøre, hvad vi kan, for at reducere mængden af registrering og bureaukrati inden for børnepasningsområdet, så der kan frigives ressourcer til mere tid sammen med børnene.

Trafik

På trafikområdet er det især Nordskovvej og hullet i Torvet, der spøger – men også en forbedring af den kollektive trafik står på ønskesedlen.

Lad os endnu en gang slå det fast: Enhedlisten er lodret imod Nordskovvej – uanset linjeføring! Efter vores mening er projektet fuldstændig vanvittigt, og vi vil altid kæmpe for færre biler i byen, ikke flere!

Hullet i Torvet er allerede vedtaget – men vi vil arbejde for at få beslutningen ændret – også her fordi vi ikke vil ha’ flere biler i byen.

Silkeborg Kommunes offentlige transport er under en blot nogenlunde anvendelig standard, og Enhedslisten vil arbejde for en kraftig forbedring af området – ikke mindst i oplandet.

Stadion

Efter indsamlingen af ønsker at dømme er silkeborgenserne imode bygningen af et nyt stadion til den private virksomhed SIF A/S. Det er Enhedslisten også. Hvis en privat virksomhed ønsker et nyt forretningslkale, skal den være velkommen til at bygge det – for egne penge! Det kan aldrig være en kommunal opgave at bygge eksempelvis en ny butik til Føtex – ej heller til SIF A/S.

Fredning af Torvet

Silkeborg har et unikt torvemiljø, og flere ønsker området fredet – for at forhindre den planlagte parkeringskælder.

Også her kan I regne med Enhedslistens støtte.

Diverse

Også mange andre ting står på silkeborgensernes ønskeseddel til det nye byråd – og det vil føre alt for vidt at behandle dem alle her.

Men nogle ting kan vi godt slå fast:

Enhedslisten vil arbejde for at kommunen styrker den vedvarende energi – både på kommunens eget område og ved alle nybyggerier – private såvel som offentlige.

Nogle ønsker sig lavere skatter. Det vil vi ikke arbejde for! Indkomstskatten er den enkeltes bidrag til den fælles kasse – og vi vil altid arbejde for, at den fælles kasse har råd til en ordentlig velfærd.

Endelig minder en os om, at vi ikke skal love mere, end vi kan holde. Vi lover ikke at gennemføre en hel masse – men vi lover at arbejde for væsentlige forbedringer af velfærden – og det holder vi!