Stop volden i Israel-Palæstina-konflikten

Israel må trække de ulovlige bosættere hjem

Christian Juhl, Enhedslisten.

Volden eskalerer i konflikten mellem Israel og Palæstina. Der er flere døde på begge sider. Optrapningen kommer efter en lang periode uden fremskridt i forhandlingerne, hvor den såkaldte kvartet skal fremme forhandlingen med de to parter.

Det er på høje tid, at FN, USA og de europæiske lande griber ind for at stopper konflikten. Israel og Paæstina er ude af stand til selv at finde en løsning.

En grundforudsætning for at sikre en fredelig løsning er at erkende, at Israel er besætteren og palæstinenserne er de besatte. Osloaftalerne fra 90’erne har været umulige at realisere, fordi skiftende israelske regeringer underminerer grundlaget. Desuden er præsident Abbas ikke er stærk nok til at styre den ophobede frustration, som findes blandt palæstinensiske unge.

Konkrete nødvendige skridt er, at den besættende part, Israel ensidigt trækker de ulovlige bosættere hjem fra Vestbredden og ophæver blokaden mod Gaza-området. Herefter skal begge parter indgå i forhandlinger med kvartetten, så alle de andre stridspunkter kan blive en del af en plan, som kan sikre, at de to stater kan leve fredeligt side om side.

Det er ganske uden mening fortsat at diskutere, hvem af parterne, der startede, ligesom det er uden mening at tale om, at der er tale om ligeværdige parter. De, som fortsat argumenter sådan, er medansvarlige for, at den voldelige konflikt fortsætter og tilsyneladende er ved at eskalere.