Tyveri for milliarder

Tirsdag d. 17. september

Endelig afslappet, i sofaen med benene op, remoten i hånd og tryk på knappen for at se TV-Avisen. På et splitsekund er adrenalinpumpen i gang igen!

Jeg bliver så fly forbandet rasende, når jeg nu for gud ved hvilken gang i TV-Avisen, skal høre om skattesvindel i 100-millionerkroners-klassen. Det er f….. ikke i orden. Lidt senere i TV-Avisen hører vi børnehavebørn, der fortæller, at de ikke altid bliver trøstet, når de bliver kede af det, fordi der er for få voksne i daginstitutionerne.

I dag har vi haft ekstraordinært møde i Sundheds- og Ældreudvalget for at snakke besparelser på området, som i forvejen er ekstremt stramt drevet og med medarbejdere, der har alt for meget at lave i jobbet. Vi endte i udvalget ganske vist med at blive enige om ikke at effektuere to af besparelsesforslagene (det er jeg rigtig glad for), men vejen dertil kostede nogle skarpe ordvekslinger, og alt, hvad der blev sagt på mødet, var måske ikke lige velovervejet. Sådan går det ofte, når man føler sig presset.

Og så er der indgået en kommuneaftale, som betyder, at vi i kommunerne knap kan holde skindet på næsen, når vi aktuelt sidder og roder med budgetterne for 2020.

Jeg føler mig regulært sagt pisset på (!) af de skatteministre fra Venstre, som lavede de dramatiske personalereduktioner i SKAT tilbage i nullerne, og jeg er vred og sur over, at det åbenbart endnu ikke er lykkedes at få rettet op på alle de systemfejl, der er. Det er så enorme summer, der er sendt ud af landet, som vi kunne have brugt på til fællesskabets bedste. Jeg håber og forventer at Rune Lund – EL’s skatteordfører sørger for at holde vores nye skatteminister Morten Bødskov (S) i ørerne, så der nu endelig sker noget drastisk. Fortidens forsømmelser er svære at rette op på, men det skal ikke kunne gentage sig.

Lene Fruelund

Medlem af byrådet for Enhedslisten