Udligningsreform og økonomiaftale

Nu har vi i efterhånden lang tid skullet blive hjemme og holde afstand. Regering og Folketing har primært beskæftiget sig med nedlukning og åbning. Det sidste ser ud til at blive det sværeste. Jeg tror ikke, der tidligere har været så detaljerede centrale retningslinjer for, hvordan man skal agere i kommunale institutioner – alt fra vuggestuer til plejehjem.

Man kan godt glemme, at der er andre ting, der betyder noget, end den forbandede virus, håndvask og -sprit. Men der er trods alt også andet, der har betydning for både den nære og lidt fjernere fremtid.

Selvom Folketinget har stillet kommunerne i udsigt, at merudgifter forbundet med løsningen af ekstraopgaver her under Coronakrisen refunderes, så kan man godt være bekymret for, om der bliver tale om en fuld og hel dækning. For kommunerne kan ikke bare sende en regning og se pengene gå ind på kontoen, nej dækningen skal forhandles mellem KL og finansministeren i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger, som begynder lige straks, nu hvor udligningsreformen er på plads. Selvom der sidder en socialdemokrat for hver af bordenderne i forhandlingslokalet, Nikolaj Wammen som finansminister og Jacob Bundsgaard som formand for KL, bliver der næppe tale om lette forhandlinger. KL har desuden en anden og mindst lige så vigtig opgave i forhandlingerne, og det er at få fjernet serviceloftet, der lægger begrænsninger på, hvor mange penge kommunerne må bruge på bl.a. at løse de borgernære velfærdsopgaver. Hvad nytter det, at der i forbindelse med udligningsreformen er postet nogle milliarder ekstra ud til kommunerne, hvis pengene ikke må bruges? Hvad skal vi i Silkeborg med 14,9 mio. ekstra, hvis vi ikke må bruge dem til at dække det øgede udgiftsbehov til f.eks. børnepasning? Desuden bliver der som bekendt stadig flere ældre i kommunerne, som vi skal yde hjælpe til, så KL skal også sørge for, at kommunerne får det udgifterne hertil, det der i politisk tale kaldes det demografiske træk. Der er således flere vigtige krav, der skal honoreres i de kommende økonomiforhandlinger. Det har vi som borgere og lokalpolitikere en voldsom stor interesse i. Derfor håber jeg, at de kommunalt ansatte og deres organisationer, børneforældrene, der tidligere har aktioneret for minimumsnormeringer i daginstitutioner, pårørende til ældre og handicappede vil stå sammen om at lægge et pres på forhandlerne, og jeg håber de 29 andre byrådspolitikere her i Silkeborg vil lægge pres på deres folketingsmedlemmer, så vi får en økonomiaftale, der letter presset på Silkeborgs og andre kommuners økonomi.

Med venlig hilsen

Lene Fruelund

Byrådsmedlem for Enhedslisten

Medlem af Sundheds- og Ældreudvalget og Socialudvalget

Medlem af Handicaprådet

Medlem af KL’s Socialudvalg