Vandet er gået

For få år siden så vi i Silkeborg Kommune ind i en lettere mistrøstig nærmeste fremtid. Der var så få skolebørn i sigte, at vi på den baggrund måtte tilpasse kommunens skolestruktur til en fremtid med meget færre børn. Det lykkedes dog som bekendt ikke, at komme i mål med andet end en minimal ændring af skolestrukturen Måske var det meget godt, for her nogle år efter er mistrøstigheden afløst af fremtidshåb. Børnene strømmer til kommunen, og selvom vi endnu har nogle år med fald i antallet af skolebørn i kommunen i sigte, vender kurven om få år den anden vej. Det skyldes et boom i tilflytningen til kommunen i de her år, særligt langs Motorvejen. Og det skyldes samtidig, at de nye tilflyttere er børnefamilier, som både tager mange børn med hertil og får mange børn, når de først flytter til.

Så vandet er gået – i både bogstavelig forstand og i overført betydning. Det giver os store udfordringer i Byrådet, og særligt i Børne- og Ungeudvalget. Det gælder både dagpleje, vuggestuer og børnehaver, og senere naturligt også skoler. For pengene følger ikke med i samme takt, som de nye børn kommer til. Derfor måtte jeg sluge den kamel i sidste uge, at vi i forhold til daginstitutioner og skoler i Børne- og Ungeudvalget mangler mere end 25 mio kr i budgettet, bare for at opretholde den nuværende service. Og skal vi så samtidig som udvalg levere på valgnattens aftaler om flere penge til både daginstitutioner og skoler, mangler vi yderligere 20 mio for at få regnskabet til at gå op i næste års budget. Samlet 45 mio, det er til at tage og føle på.

Heldigvis ved jeg som iagttager af tidligere års budgetprocesser, at der altid mangler penge før sommerferien, mens der er penge nok efter sommerferien. Det virker nærmest som trylleri, hver gang det sker. Det har vi i Enhedslisten tiltro til, også er mønstret i år. Så der ikke – igen – i Silkeborg Kommune skal vedtages et budget med besparelser på velfærden.

 

Af Peter Sig Kristensen

Medlem af Byrådet for Enhedslisten