Venstre og SF kører parløb mht nybyggeri

I løbet af de seneste par uger har tre af mine byrådskolleger haft læserbreve i avisen med deres holdning til udviklingen af byen Silkeborg og kommunen som helhed.

Først tidligere udvalgsformand for Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, Jarl Gorridsen fra Venstre. Dernæst var det Venstres gruppeformand, Flemming Heiberg. Endelig var det så – i lørdagens avis – nuværende udvalgsformand for Plan- og Vejudvalget, Hans Okholm fra Socialistisk Folkeparti

Alle tre byrådskolleger fremhæver de private investorer, grundejere, udviklere og projektmagere, og jeg har – selv som venstrefløjser – svært ved at være uenig i, at private skal være med til at udvikle byen og kommunen.

Så jeg vil lade være med at være uenig i det, mine byrådskolleger skriver.

I stedet vil jeg undre mig over, hvad de tre ikke skriver.

Jeg undrer mig over, at ingen af de tre nævner hensynet til de borgere, der allerede bor i kommunen, når de taler for udviklingen, som den er nu.

Selv hvis jeg læser de tre læserbreve igen, finder jeg intet i dem, der giver en forklaring på, hvorfor naboerne på Sankelmarksvej i Hvinningdal nu skal til at leve med et højere byggeri end det, der var gældende i kommuneplanen.

Jeg læser heller intet, der kommer naboerne på Oslovej i Gødvad i møde i den aktuelle sag, hvor der sandsynligvis skal bygges både højere og tættere end det, de som naboer – og ifølge kommuneplanen – har indrettet deres liv efter.

De eventuelle nye højere huse og højhuse ved Christian 8´s vej i midtbyen i Silkeborg oplever jeg heller ikke udfra læserbrevene, at mine tre kolleger ser nogen grund til, at naboerne og andre skal være bekymrede for skygge og vind fra.

Med genopladet batterier er det nu tid at kaste sig ind i kampen igen for en balanceret udvikling, som både:

– lytter til og tilpasser sig private udvikleres ønsker og

– sker i bedre dialog med nuværende naboer og andre borgere, som har værdifulde perspektiver, som der skal tages mere højde for, når der bygges.

Jeg håber fortsat, at mange vil hjælpe til her efter sommerferien til at skabe ikke bare udvikling, hvad vi jo alle ønsker, men netop balanceret udvikling.

Jeg erkender dog samtidig, at det bliver svært, som Venstre og Socialistisk Folkeparti lokalt kører parløb for tiden på udviklingen af kommunen, når vi taler nybyggeri.

Peter Sig Kristensen

Byrådsmedlem i Silkeborg Kommune for Enhedslisten