Venstre og vandet

Almenvellet, almindelig anstændighed og folkesundheden må vige, når Venstre vil forkæle erhvervslivet

Mikael Hasle350
Læserbrev af Mikael Hasle

Partiet Venstre nyder godt af pekuniære bidrag fra en lang række virksomheder. Hvem disse virksomheder er, kan befolkningen ikke få at vide – men Venstre sørger til enhver tid for, at sponsorerne får valuta for deres bidrag. Til den ende søger Venstre med lys og lygte efter nye områder, som kan omlægges fra fælles til privat drift uden smålig skelen til, at private virksomheder skal tjene penge og derfor må skære ned på kvaliteten for at maksimere fortjenesten.

I denne jagt har Venstre nu fået øje på endnu en af vores fælles ressourcer – vores drikkevand. Drikkevand leveres i dag af både offentlige og private vandværker, hvis mål er at sikre en vandforsyning af høj kvalitet til den lavest mulige pris. Hvis Venstre får sin vilje, kan vi være nogenlunde sikre på, at vandkvaliteten og prisen vil stå for skud, når de private vandleverandører skal maksimere fortjenesten

(Apropos vandkvaliteten er Venstres privatiseringside en logisk følge af den måde, partiet indtil nu har arbejdet med miljøet: Vores drikkevand har i efterhånden mange år været prisgivet landbrugets luner. Landmændene forbeholder sig ret til uhæmmet at forurene vores drikkevand med sprøjtegifte og næringsstoffer – og hvis denne ret anfægtes, kræver Landbrug og Fødevarer i bedste mafiastil penge for ikke at forurene.)

Ideen om privatiseringen stammer fra det internationale konsulentfirma McKinsey, som har en lang række skandaløse anbefalinger på samvittigheden: Det var for eksempel McKinsey, der i sin tid stod bag en omfattende privatisering af de britiske jernbaner. Denne privatisering endte – på grund af omfattende besparelser på infrastrukturen – med flere dødsulykker og den private virksomhed Railtracks kollaps.

Herhjemme var det McKinsey, der stod bag de besparelser på 500 mio. kr., som SKAT blev pålagt med hundredvis af fyringer til følge – og det, inden den nye software til inddrivelse var færdigudviklet. Det eventyr har – som de fleste ved – kostet statskassen milliarder og atter milliarder af korner.

Men Venstre lader sig ikke afficere af McKinseys blakkede ry og slet ikke af vandværkernes og borgernes protester. Venstres mål er nemlig altid kun at forkæle sine sponsorer – og så må almenvellet, almindelig anstændighed og folkesundheden vige.

Jo – Venstre ved du, hvor du har!