Vi skal tilbage på sporet i Silkeborg

Nogle gange sidder jeg helt ude i guldkanten af kommunen og kigger forundret på trafikken i Silkeborgs mest centrale dele. Forundringen bliver til en erkendelse af, at vi bliver nødt til at tænke nyt som borgere og byråd i kommunen. Og med nyt betyder det at tænke uden Nordskovvej.

Silkeborg er bygget i et stort trafikkryds. Det er selve byens identitet. Trafikkrydset er dog ikke et trafikkryds for bilister, men et trafikkryds fra 1800-tallet med Gudenåen og søerne som det nord-syd gående spor og Århus-Herning togbanen som det øst-vest gående spor. Både det nord-syd gående spor og det øst-vest gående spor er betinget af naturen. Med Gudenåen giver det sig selv, at det er sådan, det er. Men det er lige så oplagt, at det gør sig gældende øst-vest. For hvor lægger man lige banestrækninger? Så vidt muligt i naturlige dalstrøg, og således også i Silkeborg. Mod øst har vi ådalen med Remstrup Å, Brassø, Borresø og Julsø, mod vest har vi Funder Ådal

Så banestrækningen og Silkeborg Station er placeret af naturen, ikke af mennesker. Ligesom, at Gudenåen er placeret af naturen, ikke af mennesker. Sådan er byen blevet til, og vokset, og det er det grundvilkår, der gør, at vi i dag med stolthed har udnævnt os selv som selveste outdoor hovedstaden i Danmark.

Når vi tænker, at Nordskovvej er løsningen på nutidens trafikmønstre, glemmer vi både fortiden og fremtiden. Fortiden som det, der har skabt Silkeborg som by, og fremtiden som det, udtrykt i outdoor hovedstaden, der skal bidrage til udviklingen af byen i fremtiden.

Det er for mig at som at tisse i bukserne, at vedtage anlægget af Nordskovvej endeligt. Det er i direkte konflikt med vores vision om at være hovedstad i Danmark, at fjerne en del af den mest bynære natur. Og verden har samtidig ændret sig markant, siden de tidligere byråd besluttede, at det var nødvendigt at anlægge vejen. Motorvejen har ændret trafikmønstret, Søtorvet er kommet til som projekt, Torvecentret er ændret fra butikscenter til boligprospekt, en del af den lokale handel er flyttet nordpå i byen, Ringvejen er blevet frigivet, der er nye planer for det store p-areal nedenfor Jyske Bank. Og meget mere.

Jeg håber, at vi sammen med gode kolleger i Byrådet kan få resten af kollegerne med på at stoppe op og komme tilbage på sporet, før den sidste beslutning om Nordskovvej skal tages kort tid efter sommerferien.

Fortiden har dannet os, fremtiden har ændret sig. Nu må vi tænke os om i nutiden. Uden Nordskovvej.

 

Peter Sig Kristensen

Medlem af Byrådet i Silkeborg Kommune for Enhedslisten