Vi sparer på skillingen og lader daleren rulle

Udtalelse fra Enhedslisten Silkeborgs generalforsamling den 17/9

hood_8600

“Vi sparer på skillingen og lader daleren rulle”. Denne gamle talemåde synes på flere punkter at være relevant at trække frem, når vi ser på det budgetudspil, der skal behandles  af byrådet på mandag. Der er for eksempel forslag om at spare på arbejdsmiljøindsatsen, reducere med en medarbejder i familierådgivningen og helt fjerne stillingen som borgerrådgiver, mens der rundhåndet gives 5,9 mio. til InnovationSilkeborg – en ny forening for erhvervslivet, der har fået til huse i det gamle rådhus.

De nævnte besparelsesforslag er hver for sig på under 1 mio, men med tanke på, hvor betydningsfuldt det er med en rettidig indsats over for  sårbare børn og deres familier, betyder en stilling fra eller til meget. Og de mange borgere, som har følt sig hægtet af i det sociale system, og som hidtil har kunnet få hjælp og støtte af borgerrådgiveren til at finde rundt, må kapitulere eller selv prøve at finde vej i labyrinten.

På mange måder ligger det helt i tråd med regeringens hidtidige politik og dens 2025-plan, hvor det er de rigeste, der tilgodeses, mens de fattigste gøres fattigere, og hjælpen beskæres.

Knapt har støvet lagt sig efter de mange store maskiner, der har arbejdet med anlæg af motorvejen, før et byrådsflertal vil starte på et nyt stort vejanlæg: Nordskovvejen. I budgetudspillet for 2017 er anlægget samlet vurderet til en pris på 84 mio. mens det i budgettet for 2016 var budgetlagt med 66,5 mio. På samme måde er det gået med reetableringen af Torvet. Hvor den post i budget 2016 står til at udgøre 25 mio. ser den ud til i følge seneste møde i Vej- og Trafikudvalget at komme til at udgøre 34,5 mio og renoveringen af Østergade stod sidste år til 4 mio mens det nu ser ud til, at der rask væk skal bruges 11 mio på den. På kommunens plejecentre ønsker man sig bedre udenomsfacilliteter, smukke haver, som de ældre trygt kan færdes i. Men anlæggelse af haver skal findes på budgettet for ældreomsorg, så her kommer det til at handle om haver eller hænder!

Det handler om prioriteringer, men i Enhedslisten ser vi anderledes på, hvad der bør prioriteres end det borgerlige flertal i Silkeborg byråd.

Vi ser gerne en skatteomlægning i kommunen, som flytter noget af beskatningen fra indkomstskat til skat på jordværdier. En lettelse af indkomstskatten vil komme alle borgere til gode – og for nogle vil et par hundrede mere i hånden om måneden have stor betydning, mens en genindførelse af dækningsafgiften på 3 promille er i småtingsafdelingen for virksomhederne, og en hævelse af ejendomsskatten (grundskylden) med et par promille vil for de fleste boligejere opvejes af den lavere personskat. Det er et forslag til en konkret omfordeling – lille ganske vist – men trods alt et skridt i modsat retning af den retning regeringen går.

I Enhedslisten kan vi godt finde penge på det kommunale budget til at hæve standarden i både folkeskoler og børnehaver, og vi indgår gerne i drøftelser med de andre partier om hvordan, hvis de vil ændre på deres prioriteringer og tilgodese børnene og den borgernære velfærd.