Lene Fruelund har i alt fald en række kritikpunkter. Fx sparker regeringen en åben dør ind med forslaget om sundhedsfælleskaber, som eksisterer mange steder i forvejen under andet navn. Forskellen er blandt andet, at de eksisterende er indrettet efter lokale behov og altså ikke nødvendigvis efter den samme model fra centralt hold. Et andet problem er, at når man flytter institutioner fra et regi til et andet, risikerer man at kompetencer går tabt. Desuden frygter Fruelund at en reformændring i lang tid vil kræve et stort fokusskifte af sundhedspersonalet fra patienterne til implementeringen af strukturændringerne.
Der er ingen tvivl om, at samarbejdet indenfor sundhedsvæsnet kan blive bedre, end det er i dag. Men i regeringens fremlæggelse af deres forslag til en sundhedsreform, fremstår det som om, at det ikke er noget, der arbejdes med i den nuværende struktur, og der tegnes et billede af, at hvis ikke skrivebordsgeneralerne foreslår omstruktureringer, så vil samarbejdet vedblive med at være dårligt, og patienterne vil strømme til hospitalerne. Sådan ser det dog overhovedet ikke ud i den virkelige verden. Her arbejder kommuner, praktiserende læger og sygehuse overalt sammen med borgeren/patienten i centrum og gør hele tiden fremskridt, så stadig færre patienter oplever at falde mellem de meget omtalte to stole. Der gøres i dag en stor indsats for at undgå indlæggelser, der ikke er nødvendige, hvor problemerne kunne være løst tættere på borgerens bopæl.
Der oprettes sundhedshuse og akutpladser i kommunerne, netop med det formål, at undgå unødige indlæggelser og løse sundhedsopgaver tæt på borgeren. Vi er i fuld gang, og det går fremad og bliver bedre hele tiden – også uden regeringens indgriben. Der arbejdes med patientens selvmonitorering af sin sygdom, hvor sundhedsdata indberettes, og hvor et besøg i sundhedshuset eller på sygehuset ikke er fastlagt i standardiserede intervaller, men ud fra den enkeltes behov. Det fører til bedre behandling men også til langt færre fysiske kontakter mellem borger og sundhedsvæsen. Og det er den vej, regeringen med sit forslag gerne vil gå – men vi er allerede på vej. I region Midtjylland har vi i dag 5 klynger, som svarer nøjagtig til de 5 sundhedsfællesskaber, der ligger i regeringens udspil. I hver klynge arbejder sygehuse, kommuner og praktiserende læger sammen om hele tiden at løse opgaven bedst muligt med patienten/borgeren i centrum. Vi har i Silkeborg som i mange andre kommuner fået tilknyttet praktiserende læger til plejehjemmene, det har forhindret mange hospitalsindlæggelser. Vi har akutpladser i kommunen, som de praktiserende læger er blevet stadig bedre til at benytte i tilfælde, hvor en borger har behov for tættere overvågning og lettere behandling, hvor det tidligere førte til en hospitalsindlæggelse. På regionshospitalet i Silkeborg arbejdes der med fleksible indlæggelser, hvilket indebærer, at en stor gruppe ældre kronikere med f.eks. KOL kan ringe direkte til den kendte afdeling på hospitalet, hvis de oplever forværringer i deres tilstand. Her får de kontakt til en sundhedsfaglig medarbejder, der kender dem, og som kan hjælpe og vurdere, om det er nødvendigt med en tur på hospitalet, om det kommunale akutteam skal sendes forbi i borgerens hjem, eller om det kan afhjælpes med kyndig vejledning over telefonen. Det har givet stor tryghed for borgerne og reduceret antallet af indlæggelser markant. Dette var blot ét ud af mange eksempler på, hvordan der hele tiden arbejdes med at forbedre forholdene og indsatsen for borgere/patienter og SAMTIDIG sparer bunker af penge.
Samarbejdet i de forskellige klynger er ikke ens, det skal det heller ikke være, for geografien og forholdene i kommunerne er forskellige. Standardiserede løsninger tegnet på et kontor i København skaber ikke lighed, men blot større forskellighed, for der skal forskellige løsninger til, for at opnå det bedste resultat. Tag nu f.eks. ambulanceberedskabet, som regeringen også har øje for. Flere ambulancer er ikke nødvendigvis det bedste svar på, hvordan en patient hurtigst sikres den rette behandling, førstehjælperkorps, lægebiler og et helikopterberedskab kan være en langt større hjælp i et geografisk stort område, hvor borgene ikke bor tæt, og hvor der kan være langt til nærmeste akuthospital.
Forudsætningen for denne gode og fremadskridende udvikling er et fokus hos de forskellige ledelser. Der skal være et stadigt fokus på muligheder for at gøre det bedre, fokus på hvordan vi kan få samarbejdet mellem de forskellige led til at fungere gnidningsfrit og uden huller. En af de hurdler, der ligger er den manglende mulighed for at kommuner og hospitaler kan dele deres sundhedsdata. Der er ganske vist indgået en aftale mellem alle partier i Folketinget om datadeling i sundhedsvæsnet, men der sker alt for lidt i praksis. Det kunne regeringen i stedet passende finde en løsning på i stedet for nye strukturer og organisationsformer. For der er i mit sind ingen tvivl om, at hvis sundhedsreformen gennemføres, så vil alle lokale ledelser i kommuner og på sygehuse flytte fokus fra udviklingen af det gode samarbejde til implementering af ny struktur, nye fora for samarbejde, nye mennesker, som de skal lære at kende, for at kunne samarbejde med dem. Kort sagt vil sundhedsreformen sætte en udvikling, der er i fuld gang i stå i en periode. Er det hvad vi har brug for, bare fordi DF ikke bryder sig om Regionsrådene?
At vi har brug for flere læger, sygeplejersker og SOSU-assistenter er en gammel nyhed, det nye er, at nu vil både den siddende og den kommende statsminister gøre noget for at få flere uddannet, og det er virkelig positivt, men det har ikke noget med strukturen i sundhedsvæsnet at gøre.
Og i al denne snak om sundhedsvæsnet, glemmes de borgere, der har brug for en specialiseret social indsats. Ved strukturreformen i 2007 blev de fleste amtslige specialinstitutioner overtaget af kommunerne. Det førte til tab af megen højt specialiseret faglig viden. Det har ført til, at kommunerne køber bo- og behandlingstilbud af hinanden. En situation, hvor prisen ofte er mere afgørende end det at få givet det bedste tilbud til borgere med specialiserede behov. Nu skal de institutioner indenfor det specialiserede socialområde, der i dag drives af regionerne drives af – tja, hvem? Med andre ord – sendes tilbage til start. Det er en stor bekymring, som jeg tror, jeg deler med rigtig mange pårørende til borgere, der bor eller behandles indenfor dette område.
Lene Fruelund
Byrådsmedlem for Enhedslisten Silkeborg
