Kultur er fællesskab

Silkeborgs kulturpolitik skal grundlæggende tage udgangspunkt i, at kultur har almen dannelse som et vigtigt perspektiv, og at kultur betragter borgerne som deltagere og ikke som tilskuere.
Kultur og skabelse af kultur er et mål i sig selv og skal ikke bare tjene et nytteformål – for kultur skabes af mennesker, og kultur udfordrer menneskers videbegær, nysgerrighed og kreativitet, og også menneskers selvtillid.
Kulturpolitikken i Silkeborg skal styrke eksisterende teatre, musikgrupper, kor, dansere og kunstnergrupper, så der er tilstrækkeligt med øvesteder og egnede steder til opførelse og udstillinger.
Kulturpolitikken skal også støtte nye og alternative aktiviteter inden for teater, musik, gøgl m.m., hvor det kan fremme fællesskab og lyst til at tage aktivt del i både skabende kunst og i kultur- og samfundsdebatter.
Kulturens formål er blandt andet at provokere og sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi lever og prioriterer på.
Kultur og kulturinvesteringer kan føre både stort og småt med sig – til glæde for rigtigt mange; selv de store kulturpersonligheder er begyndt et sted.
Med støtte til aktive græsrødder beriger vi mange mennesker og skaber grobund for nye talenter.
Vi vil helst støtte kulturarrangementer, der udviser autencitet og kendetegner områder og ideer, der viser Silkeborg som en kulturby, der adskiller sig fra andre byer.

Dyrk græsrødderne

Engagerede kulturelle græsrødder skal have anerkendelse for de mange, mange timers gode oplevelser, de har givet byens borgere, og Silkeborg Kommunes kulturpolitik skal inspirere flest mulige borgere til at deltage i kultur- og foreningslivet, både som aktivt udøvende og som tilskuere.
Men det behøver ikke kun foregå i de eksisterende institutioner eller i de bløde tilskuerstole.
Museer, biblioteker, lokale teatre og musikere skal have mulighed for at lave opsøgende arbejde, forestillinger eller udstillinger der, hvor folk færdes i hverdagen: i boligområder, på arbejdspladser og skoler.

Biblioteker

En af forudsætningerne for et sundt demokrati er befolkningens lige og frie adgang til information, og her er folkebibliotekerne en hjørnesten.  Enhedslisten ser det som en samfundsopgave at tilbyde gratis biblioteksservice for alle.
Enhedslisten støtter det store bibliotek, men er modstander af nedlæggelsen af lokalbiblioteker. Lokalbibliotekerne er vigtige for adgang til litteratur, poesi, viden og kulturelle arrangementer – og det er vigtigt at fastholde eller genetablere lokalbibliotekerne. Vi foreslår også, at oplandsbyer uden egen biblioteksfilial igen betjenes af bogbusser, eller at forsøg med selvbetjente biblioteker udbygges fra nuværende positive erfaringer.

Mødesteder

Vi kan og skal i Silkeborg Kommune gøre mere for at udvikle de offentlige mødesteder. Det være sig indendørs mødesteder som Lunden, medborgerhusene, idrætshaller, skoler og forsamlingshusene, men også udendørs mødesteder som parker og søbade.
Det kan f.eks. ske via:
⦁ I byer og landsbyer med skoler kan vi gøre mere for, at de gode lokaler står til rådighed for de lokale borgere også uden for skoletiden.
⦁ Et godt økonomisk fundament under de lokale forsamlingshuse kan være med til at sikre, at aktiviteterne kan udvides til eksempelvis at tilbyde en lokal biblioteksservice.
⦁ Gode internetforbindelser kan fremme brugen af udendørs mødesteder, og nye faciliteter på stederne i stil med ”hot spot” ideen fra kommunens friluftsstrategi kan fremme flere brugere af vores parker og søbade

Kort sagt skal vi i alle mulige mødesteder gøre tærsklen for at bruge stederne så lav som mulig.

Kulturhuset i Hostrupsgade

Det er resultatet af rigtig manges – primært unge mennesker – engagement for at få et samværs- og aktivitetssted. Huset fungerer alene på brugernes præmisser og selvstyre og rummer i dag forskellige brugere, ikke kun unge. Byrådet har besluttet, at kulturhuset på Hostrupsgade skal lukkes, og et nyt kulturhus kun for unge skal etableres i Amaliegade under ledelse af Ungdomsskolen. Nogle af de aktiviteter, der foregår i det nuværende hus, vil ikke kunne fortsætte, f.eks. Venligboerne og Cafe Venlig. Vi vil arbejde for, at de brugere, som falder udenfor målgruppen i det nye hus på Amaliegade, får mulighed for, at deres aktiviteter kan fortsætte i andre rammer.
Vi vil arbejde for, at de unge i Amaliegade får størst mulig indflydelse på dagligdagen, så der ikke bare bliver tale om en ungdomsklub eller mulighed for at låne lokaler.

Kulturhus i Alderslyst

Vi hilser velkommen, at der endelig langt om længe er kommet skred i planerne for et kulturhus i Alderslyst, hvor Nordre Skole nu ligger. Vi ser store perspektiver i projektet på Nordre Skoles grund, som ud over kulturhus også vil rumme boliger for udviklingshæmmede og senhjerneskadede. Vi ser store perspektiver i den synergi, der udvikles mellem kulturbrugere for byen og beboerne i området, som kan bruge lokaler og værksteder i fællesskab, og hvor der kan blive beskæftigelsesmuligheder for nogle af de borgere, der kommer til at bo på stedet.
For os er det vigtigt, at området bliver et attraktivt grønt område for beboerne i Alderslyst, med bl.a. boldbaner og legeplads.
Det er vigtigt, at det bliver et brugerstyret sted, som kan bruges til mange forskellige formål. Alderslyst har ikke brug for et nyt ”medborgerhus”, hvor man bare kan låne lokaler til møder.

Musik

I Silkeborg Kommune er der mange borgere, der viser stor interesse for at opleve og udøve musik. Der er en stor talentmasse blandt både unge og ældre, men for få muligheder for at udvikle og udøve talenterne.
Det er vigtigt for borgernes muligheder i kommunen, at der udvikles et dynamisk samspil mellem amatører, talenter og professionelle musikere, og at alle – uanset økonomiske og sociale vilkår – har mulighed for at opleve musikken.
De eksisterende øve- og scenefaciliter i kommunen er utilstrækkelige.
Enhedslisten foreslår derfor følgende:
⦁ Alle børn i Silkeborg skal opleve flere koncerter i deres skoleforløb.
⦁ Undervisning i musik på Den Kreative Skole bør være uafhængigt af økonomisk formåen.
⦁ Der bør afsættes flere ressourcer til musikbegivenheder med adgang for alle på torve, pladser, på scener og i lokalområder.
⦁ Øvefaciliter og åbne scener skal etableres og udbygges i hele kommunen, så det sikres, at talenter kan udvikle sig og opnå nødvendige erfaringer.

Teater og performance

I Silkeborg Kommune har vi en række amatørteatre, som spiller allerede skrevne værker til glæde for et trofast publikum.
Thorningspillene og Musical Silkeborg er et samarbejde mellem amatører og professionelle – og Silkeborg Teaterkreds arrangerer besøg af professionelle, turnerende teatre i et bredt spektrum af genrer, herunder børneteater.
Men vi har ikke et lokalt funderet, professionelt teater – et egnsteater.
To professionelle teatre har – med stor succes – markeret sig ved fejringen af 100-året for Asger Jorn i 2014 og ved åbningen af motorvejen i 2016 – men de er stort set henvist til at arbejde uden for kommunen. Det skyldes, at Silkeborg Kommune kun tilbyder yderst begrænsede og ustabile muligheder for økonomisk.
Og i kommunens officielle kulturpolitik – ‘Kultursporet 2017-2024’ – afviser man, at der frem til 2014 kan etableres et egnsteater i Silkeborg Kommune, fordi det ifølge udvalgsformanden er alt for dyrt. Det koster 8-9 millioner, mener formanden, selvom den arbejdsgruppe om egnsteater, som blev nedsat 2014, skriver i sin afsluttende rapport, at et egnsteater kan etableres for 3-4 millioner, hvoraf staten refunderer 40 %. Det betyder, at kommunen for et nettobeløb på 1,8 – 2,4 millioner kan etablere et professionelt egnsteater.

Et egnsteater giver os en modydelse, som ikke kun handler om de konkrete forestillinger, men også giver en stor merværdi i form af:
⦁ samarbejde med skoler og uddannelsesinstitutioner
⦁ et kvalitetsløft i den udøvende kunst
⦁ og ikke mindst samskabelse med et bredt spektrum af foreninger, organisationer og erhvervsliv

På den baggrund vil Enhedslisten arbejde for at styrke den lokale teaterscene med en sikring af amatørteatrenes økonomi og etablering af et professionelt egnsteater.

Billedkunsten

Silkeborg Kommune skal byde billedkunstnerne bedre forhold – både de professionelle og amatørerne.
Efter lukningen af Kulturspinderiet har kommunen ikke mere et kunstnerisk kraftcenter, men har henvist amatørerne til at arbejde hjemme – fjernt fra alt hvad der hedder inspirerende fællesskaber.
Udstillingsmulighederne er det også småt med, og efter Enhedslistens mening skal kunstnernes udfoldelsesmuligheder forbedres væsentligt, ligesom billedkunsten skal blive en del af vores allesammens hverdag.

Derfor foreslår Enhedslisten:
⦁ Billedkunsten skal styrkes, ved at børnene introduceres til billedernes verden i skolen. Her kan de lokale kunstnere med fordel inddrages
⦁ Kulturspinderiet skal genskabes for de kunstnere, der tager deres kunst alvorligt og mangler et værksted
⦁ Kommunen skal udsmykke langt flere bygninger og byrum, og de lokale kunstnere skal så vidt muligt stå for opgaverne
⦁ Silkeborg Bad skal udvikles til et internationalt kunstcenter, hvor udenlandske kunstnere kan få legatophold og arbejde og udstille sammen med lokale talenter.

Idræt

Breddeidrættens og talentidrættens foreninger er en af grundstenene i kommunens kultur- og fritidsliv og er samtidig en væsentlig faktor i mange lokalsamfunds fortsatte udvikling. De frivillige her bør derfor støttes med gode økonomiske rammevilkår, praktisk hjælp samt anerkendelse. Frivillige ledere skal tildeles kommunal højstatus, såvel i idrætten som generelt.
Støtte til at inkludere alle, der ønsker det, har vores særlige opmærksomhed i Enhedslisten. Vi vil arbejde for, at Silkeborg Kommune støtter op om, at idrætsforeningerne er mest muligt rummelige for alle. Økonomisk kan kontingent og beklædning/udstyr således være en væsentlig barriere for mange børn, unge, voksne og ældre. Samtidig viser undersøgelser også, at der også forefindes eksklusion af udsatte borgere i det frivillige foreningsliv.
Der er stor energi i de lokale ønsker til flere og bedre idrætsfaciliteter i kommunen i form af baner, haller og andre faciliteter, som fremmer en høj idrætsdeltagelse. Det gælder også faciliteter til selvorganiserede og uorganiserede idrætsudøvere. I Enhedslisten lægger vi os ikke fast på, om faciliteterne er kommunale eller selvejende, så længe at de udvikles, drives og vedligeholdes med størst muligt lokalt ejerskab, som er det helt centrale ift. en høj standard og tilfredshed i vores faciliteter. Enhedslisten anbefaler i den forbindelse, at Silkeborg Kommune gennemfører et eller flere pilotprojekter, som kan eksperimentere med at få ”mest muligt fritidsliv for pengene” på facilitetsområdet via samskabelse med det lokale idrætsliv, med det øvrige kulturliv samt med de offentlige institutioner.

Det skal samtidig være mere åbent, hvordan nye faciliteter kommer til verden i Silkeborg Kommune. I de foregående byrådsperioder har etableringen af nye idrætsfaciliteter været præget af en for høj grad af tilfældighed, hvor størst behov ikke nødvendigvis har været det væsentligste parameter for valg af lokaliteter til nye faciliteter.
Enhedslisten anbefaler samtidig en analyse af de kommunale aktivitets- og lokaltilskud til de lokale idrætsforeninger. En større grad af gennemsigtighed vil være ønskelig for alle parter, således at forlydender om forskelsbehandling i udbetalingerne af tilskuddene kan manes i jorden.

Enhedslisten er af den opfattelse, at eliteidrætten ikke bør tage midler fra bredde- og talentidrætten, hverken direkte eller indirekte. Dermed ikke sagt, at Silkeborg Kommune ikke kan støtte op om de foreninger og udøvere, der ikke bare går efter at vinde, men også vinder tit. Det, at de få vinder, skal bare ikke ske på bekostning af de mange, der deltager.
Samtidig mener Enhedslisten, at den del af idrætten lokalt, som ligger i private virksomheder, SIF og BSV, skal adskilles helt og holdent fra foreningsidrætten, og dermed i alle tilfælde skal forvaltes i regi af Økonomi og Erhvervsudvalget. Private virksomheder handler om at tjene penge, foreninger handler om at skabe gode liv. Det er to vidt forskellige formål.