Velkommen til nye transportløsninger

De lokale partiledere fra Venstre, Konservative og Radikale har i sidste uge foreslået øget busdrift på
strækningen mellem Silkeborg og Århus til erstatning for den jernbane der var en del af folketingets store
transportforlig.
Det er glædeligt, at nu også borgerlige politikere, vil opprioritere offentlig transport. Og oveni købet også er
klar til at genåbne det store transportforlig for at tilgodese dette.
Den største enkeltpost i forliget var en tredje limfjordsforbindelse til en vurderet pris på over 7 mia. kr.
Næststørste var en udvidelse af motorvejen mellem Kolding og Århus til mere end 6 mia. kr, og nr 3 i
rækken er mere motorvej i Midtjylland, også til næsten 6 mia. kr.
Alle beløb er taget fra forligsteksten, hvor jernbanen mellem Silkeborg og Århus blev anslået til en pris på
2,2 mia. kr. Denne nye forbindelse var i øvrigt den dyreste af alle tiltag indenfor offentlig transport.
Hvis jernbanen nu vurderes til at blive dobbelt så dyr, ja så kan det vel også ske for vejprojekterne. Udover
at indeholde de suverænt dyreste enkelt-projekter, optager de også langt det meste af forligets samlede
ramme. Så vi må håbe at andre borgerlige politikere, lokale eller nationale, også vil finde sparekniven frem
her ved en genåbning af forliget.
Det er i hvert fald, alt andet lige, noget lettere at finde overflødige eller urentable projekter i forbindelse
med flere og bredere veje til fortsat mere individuel transport. En transportform, der ud over at belaste
klimaet unødigt, også samlet set forårsager stadig meget længere transporttid, fordi der indenfor
bygrænserne sker en kraftig overbelastning af vejnettet.
De tre partiledere skylder at forklare os, hvordan en bus på gummihjul, der selv medbringer energi til
transporten, kan konkurrere med elektrisk, skinnedrevet fælles transport på energiforbrug (og dermed
klima-påvirkning), på hastighed og på trafiksikkerhed.
Og hvis man oveni lægger, at denne bus skal have sin egen kørebane, skylder de tre politikere os også en
forklaring på hvorfor det er er billigere at etablere en ekstra bane med asfalt frem for et par skinner på den
samme strækning.
Ses på den samlede pris for strækningen tænker jeg dog den største forskel vil skulle findes i forbindelse
med linjeføringerne indenfor byområderne. Her vil der udelukkende være udgifter til busbanen, idet der jo i
forvejen er skinner. Især i Århus vil nye busbaner udgøre en betragtelig mer-udgift fra Brabrand og til
centrum. Det skal vejes op mod en allerede etableret jernbane, der jo nu og fremover vil kunne benyttes
allerede helt ude fra Brabrand.

Henning Lindberg
Medlem af Enhedslisten Silkeborg