Sport og politik bør ikke blandes sammen

Det gælder også i Silkeborg


Af Peter Sig Kristensen, byrådskandidat

Det er en ofte gentaget sandhed, at sport og politik ikke bør blandes sammen.

Som kandidat til kommunalvalget har jeg over de seneste dage fået at vide, at det er det, jeg gør, når jeg stadig – også her efter at det flotte og ubesejrede JYSK Park er bygget, indviet og taget i brug – stiller spørgsmål til byggeriet.

Og det er ganske rigtigt, at det er det, jeg gør.

Det gør jeg, fordi sport og politik i forvejen er rigtigt godt blandet sammen i Silkeborg. Desværre. Og alle ved det godt; ingen grund til at skjule det mere.

I valgkampen vil der også blive fokus på stadionsagen fra Enhedslistens side, selvom alle andre kandidater, og alle andre i Silkeborg, tuder os ørerne fulde med, at vi i stedet skal smile lidt mere til verden, og til JYSK Park. Og selvom Midtjyllands Avis ikke gider skrive mere om det på redaktionelt plan. Det vil der, fordi vi skal tale kommunale anlægskroner i valgkampen i Silkeborg Kommune.

Det kan vi i Enhedslisten ikke tale om i valgkampen, uden at vi samtidig må gøre opmærksom på, at vi i Silkeborg Kommune mangler anlægskroner til skoler, til daginstitutioner og til plejecentre. Til det, vi plejer at være enige om, er kommunal kernevelfærd.

Vi mangler for den sags skyld også penge til idrætten, til nye haller og et svømmecenter/multicenter. Mange af de penge er nemlig allerede brugt, en stor del på JYSK Park.

Og det kan jeg (og Enhedslisten) sagtens sige højt, mens jeg holder med Silkeborg IF i superligaen.

For sport og politik bør ikke blandes sammen.