Alle er lige, men nogle er mere lige end andre

George Orwells dystre roman “Kammerat Napoleon” er ophavet til citatet i overskriften. Et citat, som dækker over den situation, at regler og love i et samfund bliver skabt af de magtfulde, men ikke gælder for de magtfulde. De er i deres ophøjethed hævet over loven.

Parallellen er ligetil i forhold til det, der sker i de her dage i regi af Silkeborg Kommunes byråd og udvalg.

I mandags, til byrådsmødet, læste borgmesteren i en sag følgende juridiske vurdering op for byrådet i forbindelse med behandlingen af et ændringsforslag fra Radikale:

“…byrådet kan derfor ikke behandle det spørgsmål, som ændringsforslaget omhandler.”

Hvad gjorde byrådsflertallet så? Jo, de behandlede da ændringsforslaget. Fem af syv partier stemte for ændringsforslaget, som ikke kunne behandles.

At ændringsforslaget ikke kan behandles hørte jeg som om, at det ville være ulovligt at behandle det. Sådan tror jeg, de fleste ville høre det.
Byrådsflertallet, de fem partier Radikale, SF, Nye Borgerlige, Konservative og Venstre, hævede sig altså, i min og juristernes klare vurdering, over loven og trumfede deres magt igennem, med førstnævnte partis lokale folketingskandidat i førersædet. De to sidste partier, Socialdemokratiet og vi i Enhedslisten, valgte at følge juraen.

Men Socialdemokratiet skal ikke komme for godt i gang af den grund. Sidste år, i to på hinanden følgende udvalgsmøder, valgte det nuværende borgmesterparti således at medvirke til at lade hånt om de juridiske vurderinger, vi fik i sager i Klima- og Miljøudvalget. Det gjaldt først i august i den meget omtalte sag om den ekstra grødeskæring, derefter i september i en sag om beskyttelsen af et fortidsminde. Juraen blev skyllet ud med badevandet, fordi det var det populistiske at gøre.

Den sidste sag genbehandler vi her mandag i Klima- og Miljøudvalget. Det gør vi, fordi Ankestyrelsen, som ser til, at kommunerne ikke bevæger sig ud på det juridiske overdrev, nu er efter os i Silkeborg Kommune. De er på vej til at rejse en sag, som kan betyde bødestraf til de seks udvalgskolleger, jeg sad sammen med i Klima- og Miljøudvalget i sidste byrådsperiode. Fire af dem har i mellemtiden, med eller uden vælgernes hjælp, forladt byrådet, men kan nu her længe efter stå til et rap over nallerne.

Det er ret vildt, at det foregår sådan i Silkeborg Kommunes politiske liv. Vi kan ikke dyrke bananer her i kommunen, og vi er heller ikke en republik. Men hvem ved, hvad klimaforandringerne kan føre med sig?

Jeg spidser pennen og gør klar til endnu en sag hos Ankestyrelsen.

Peter Sig Kristensen

Byrådsmedlem i Silkeborg Kommune for Enhedslisten