“Jeg har en superkraft som medlem af byrådet. En superkraft, som jeg deler med de andre tredive medlemmer af byrådet.
Superkraften hedder initiativret.
Med superkraften kan jeg sætte enhver sag på et af mine udvalgs eller byrådets dagsorden. Superkraften rækker ikke til at få sagen behandlet i udvalget eller byrådet, men jeg kan ikke nægtes at få sagen på dagsordenen. Så det står på skrift.
Det er en superkraft, som både forsvarer og angriber. Superkraften forsvarer, så mindretallet altid kan komme til orde. Superkraften angriber, fordi den viser initiativ til politisk handling.
Når jeg med stor sandsynlighed er tilbage i byrådet efter påske, vil jeg benytte initiativretten på en ny måde. Jeg vil stille den til rådighed for dig som borger, hvis vi har en fælles sag. Og det i ret udstrakt grad. Du kan således få lov at formulere et forslag med brug af min initiativret, og så sørger jeg for, at det kommer på dagsordenen i udvalg eller byråd.
Var det noget for dig?
Jeg ville egentlig hellere noget andet, hvor det ikke var nødvendigt at gå omvejen med…”