Midt i februar bragte det bedste lokale dagblad et læserbrev fra min hånd. Det handlede om den superkraft, jeg som andre byrådsmedlemmer har. En superkraft ved navn initiativret, som gør, at jeg med lovgivningen i hånden kan få alle politiske emner på en dagsorden i regi af byrådet.
“Jeg har en superkraft som medlem af byrådet. En superkraft, som jeg deler med de andre tredive medlemmer af byrådet.
Superkraften hedder initiativret.
Med superkraften kan jeg sætte enhver sag på et af mine udvalgs eller byrådets dagsorden. Superkraften rækker ikke til at få sagen behandlet i udvalget eller byrådet, men jeg kan ikke nægtes at få sagen på dagsordenen. Så det står på skrift.
Det er en superkraft, som både forsvarer og angriber. Superkraften forsvarer, så mindretallet altid kan komme til orde. Superkraften angriber, fordi den viser initiativ til politisk handling.
Når jeg med stor sandsynlighed er tilbage i byrådet efter påske, vil jeg benytte initiativretten på en ny måde. Jeg vil stille den til rådighed for dig som borger, hvis vi har en fælles sag. Og det i ret udstrakt grad. Du kan således få lov at formulere et forslag med brug af min initiativret, og så sørger jeg for, at det kommer på dagsordenen i udvalg eller byråd.
Var det noget for dig?
Jeg ville egentlig hellere noget andet, hvor det ikke var nødvendigt at gå omvejen med…”
“Jeg vil gerne tage mit ansvar som byrådspolitiker. Jeg vil gerne være i dialog med borgere, medier og andre i offentligheden i mit byrådsarbejde. Det vil jeg gerne, fordi jeg finder, at det er min pligt og ret som valgt af borgerne, og fordi dialog er en af de vigtigste ingredienser i et sundt og levende demokrati.
Jeg får ikke altid lov som byrådspolitiker i Silkeborg Kommune at tage det ansvar, jeg gerne vil tage. Udover dagligdags petitesser som forsøg på begrænsninger i min lovmæssige ret til sagsindsigt og trusler om politianmeldelser fra byrådskolleger er der særligt et væsentligt punkt, hvor jeg finder det vanskeligt at få lov at tage ansvar.
Det er i tilfælde, hvor jeg ikke får den væsentlige information stillet til rådighed, som jeg har brug for, for at kunne tage ansvar.
Det dagsaktuelle eksempel er den anden træfældning langs Remstrup Å, den på østbredden. Her er der tale om brud på både den strengeste naturbeskyttelse, vi har herhjemme, og samtidig brud på den gældende lokalplan. Alligevel må jeg forlade mig på en borgers aktindsigt, tak for den, før jeg kan blive informeret om væsentlige forhold i sagen. Den vej igennem finder jeg for eksempel ud af, at der har været dialog mellem Silkeborg Kommune og den ansvarlige for træfældningerne i over otte måneder.
Det også aktuelle eksempel er forsyningssagen. Her må jeg som byrådspolitiker leve i uvished om sagen, selvom…”
“Forleden havde Midtjyllands Avis en god leder i avisen.
I lederen skrev redaktionschef Helmer Jakobsen, at vi politikere har et ansvar for at finde svar på egne og borgeres vegne, og kritiserede på den baggrund, at mine byrådskolleger i Økonomi- og Erhvervsudvalget forsøger at stoppe mig i at søge de svar ved at gøre brug af mine rettigheder i loven.
Jeg har her i pinsen været i mine gemmer, og jeg har i løbet af mine 5½ år i byrådet anmodet om 10 sagsindsigter. Det har blandt andet – alene eller sammen med andres arbejde – resulteret i:
– at Silkeborg Kommune blev meldt ud af en politisk forening, som borgmesteren egenhændigt havde meldt kommunen ind i.
– at vi i Silkeborg Kommune fik en klar praksis for håndtering af byrådsmedlemmers mulige inhabilitet.
– at det blev klarlagt, at vi i Silkeborg Kommune havde betalt mere end 10x prisen for et mindre stykke jord i en ejendomshandel, og tabte mere end 1 million kroner den vej igennem.
– at Silkeborg Kommune stoppede en mangeårig ulovlig praksis for forsætlig skade på Gudenåens beskyttede vandløbsnatur.
– at det blev dokumenteret, at byrådet blev holdt i uvidenhed i næsten 1 år i forsyningssagen.
Dertil kommer, at der pt. er en sag inde hos Ankestyrelsen, som…”
