Dansk diæt: Et McKinsey-meal med privatiseringer og ekstra målstyring, tak!

mckinsey
Af Mikkel Zøllner Andersen

Hvis man skal have anbefalet privatiseringer, målstyring eller besparelser på de offentlige budgetter uden hensyn til almeninteressen eller de befolkningsgrupper, man rammer, er det rart med et konsulenthus der har den slags anbefalinger to-go på menuen. Det synes en lang række danske toppolitikere i hvert fald at mene, og konsulenthuset McKinsey er altid leveringsdygtige …

Tidligere såvel som nuværende McKinsey-konsulenter har tætte forbindelser i toppen af det danske samfund. McKinsey har blandt meget andet været involveret i massefyringer i Skat, som efterfølgende kæmper med milliardtab, indkøb af kampfly på suspekt grundlag og offentlige spareplaner uden faglig fundering, ligesom McKinsey-netværket også rækker helt ind i Dong-skandalen.

Konsulenthuset McKinsey & Company er nærmest blevet symbol på den neoliberale, økonomiske hensynsløshed. Skal fagligheden afspores til fordel for besparelser og fyringer under dække af ”smarte” effektiviseringer og omstruktureringer, står McKinsey altid klar med en rapport og et gummistempel, til gengæld, selvfølgelig, for millioner af dine skattekroner.

Forleden udtrykte Claus Oxfeldt og Claus Hartmann fra Politiforbundet bl.a. deres vrede og nød, ikke mindst over McKinsey, på denne måde:

”Det er ligegyldigt, at de tog fejl 1., 2. og 3. gang – de får lov til at forsøge endnu en 4. gang – selvom alting efterhånden sejler takket være deres dagsorden. HAVDE MAN LYTTET til fagligheden og fornuften, så havde vi i dag undgået en masse rigtigt dyre fejlskud, som har kostet velfærd, tryghed, sikkerhed og arbejdsmiljø. Man havde sandsynligvis haft en billigere og mere effektiv offentlig sektor.” (18)

Konsulenthuset McKinsey har ca. 130 ansatte i Danmark (17.000 ansatte fordelt på 60 lande i alt), der omsatte for knap 700 mio. alene i 2013. En stor del af deres indtægt kommer direkte fra den danske stat, som de i de seneste år har givet ”gode” eksterne råd for millioner. (1) Men leverer de faktisk uafhængig, ny viden eller snarere politisk bestillingsarbejde, hvor konklusionen er skrevet på forhånd, for at legitimere en upopulær politik med ”eksperternes” gummistempel? De har ry for at være de dygtigste habitter, men ryet er også flosset af internationale skandaler.

De største internationale skandaler

Swissair bad McKinsey udforme en overlevelsesstrategi, som de fulgte trofast, indtil de gik bankerot i 2001. (2)

Enron betalte McKinsey 10 millioner dollars om året for deres ”gode råd”, som udmøntede sig i hele 20 projekter, inden også de gik bankerot. (2)

McKinsey stod bag privatiseringen af de britiske jernbaner, som overgik til det det private selskab Railtrack, der kollapsede efter flere togulykker med dødsfald. McKinsey havde anbefalet besparelser på infrastrukturen, hvilket angiveligt var medvirkende årsag til ulykkerne. (2)

Konsulenthuset indtog også en yderst lyssky rolle i en britisk sundhedsreform, hvor de formentlig videregav fortrolig information til nogle af deres andre (private) kunder, som havde økonomiske interesser på spil. (3)

I 2012 kastede fængselsdommen over den amerikanske forretnings- og tidligere top-McKinsey-mand Rajat Gupta for insiderhandel, også en kedelig skygge på McKinsey, hvor han havde haft en lang karriere på øverste hylde, herunder som leder af kontoret i København – og i øvrigt en post som bestyrelsesmedlem i Goldman Sachs. (4)

Direktørfabrik og logebrødre

Firmaet er kendt som ”Direktørfabrikken” og for at opretholde uformelle, men meget magtfulde, netværk via tidligere medarbejdere i toppen af samfundspyramiden. Mest kendt er selvfølgelig tidligere finansminister for Socialdemokratiet Bjarne Corydon, som gik den anden vej og fik en stilling som global direktør i firmaet. Men blandt mange andre magtfulde personager, der først har rundet McKinsey, kan nævnes:

Direktør Henrik Poulsen, Dong; direktør Niels B. Christiansen, Danfoss; direktør Jørgen Vig Knudstorp, Lego; direktør Hans Arnum, Nordea Danmark; direktør Eva Berneke, KMD; og den netop aftrådte topchef Tue Mantoni, B&O.

Men mest centralt, i relation til McKinseys offentlige konsulentvirksomhed, står David Hellemann, som har arbejdet som kontorchef og siden afdelingschef i finansministeriet og som stedfortrædende direktør i DR, inden han for en stund blev partner hos McKinsey. Herefter vendte han tilbage til finansministeriet, nu i det højeste embede som departementschef – netop i den periode, hvor McKinsey pudsigt nok fik en lang række offentlige opgaver. Siden blev han Nordea-direktør, hvor han belejligt nok lige nåede at sige op, inden den ene skandale efter den anden om skattelysager, manglende opsyn med hvidvask af penge, manglende kapital-mæssig polstring af banken osv. rullede.

I en sjælden interviewrække med tidligere McKinsey-ansatte konstaterer Jyllans-Posten, at Mckinsey-netværket, bestående af både nuværende og tidligere konsulenter, forfordeler hinanden med ansættelser og kontrakter. Der findes i øvrigt også et mere formelt, men næsten ukendt, netværk – Affenium, som er stiftet af tidligere medarbejdere. Det er en lukket loge og eneste adgangsbillet er, at man har været ansat i et af de tre store konsulenthuse McKinsey, Bain eller Boston Consulting Group. Affenium giver ikke interviews og ønsker øjensynligt så lidt opmærksomhed som muligt… (5)

De danske sager

McKinsey er som nævnt blevet brugt en del som eksterne eksperter i forbindelse med alverdens offentlige opgaver. De fleste rapporter konkluderer spøjst nok det, politikerne på forhånd ”frygter” vil være nødvendighedens politik, men nu legitimeret med McKinsey-eksperternes gummistempel. Nedenfor et rids af nogle af de mest suspekte.

Milliarder i tabte skattekroner

Det var en McKinsey-rapport, som konkluderede, at Skat kunne spare 500 millioner kroner om året ved at fyre medarbejder til fordel for effektiviserede arbejdsgange, herunder nye IT-løsninger. (1) Så på råd og hjælp fra McKinsey blev hundredvis af mennesker fyret, endda før de nye IT-effektiviseringer, som skulle erstatte dem, var ordentligt færdigudviklede og implementerede. En af de to valgte softwareudviklere blev i øvrigt KMD med tidligere McKinsey-partner Eva Berneke som direktør. Her, få år senere, hvor ufatteligt mange milliarder i tabte skattekroner så at sige vælter ud af statskassen til udenlandske destinationer, har de fleste politikere indset, at der alligevel skal flere ressourcer og medarbejdere tilbage til Skat. Man ruller altså tildels McKinseys elendigheder tilbage – men uden at placere et ansvar.

Underlødig McKinsey-rapport hjælper finansministeren

Finansminister Claus Hjort Frederiksen bestilte i 2009 en rapport, som skulle bruges i forhandlinger med regionerne om besparelser på IT. Til det formål udarbejdede McKinsey en rapport, der blev voldsomt kritiseret af regionerne, for at være ubrugelig, bl.a. fordi McKinsey ikke havde taget hensyn til og forbehold for meget store forskelligheder ved de indsamlede data regionerne imellem. McKinsey lovede ellers undervejs at revurdere metode mv. for at gøre data mere sammenlignelige, men det skete aldrig. Til gengæld viste det sig siden, at der var sendt hemmelige notater til finansministeriet, med opfordring til at presse regionerne til at rette ind. (6) Og selve konklusionen blev gennemheglet for at være præget af banaliteter og snæversynethed, såsom at der er penge sparet ved effektiviseringer og så og så meget sparet, hvis blot den dyreste region gjorde som den billigste. (7) Her er essensen af rigtig mange kritiske indvendinger fra sundhedsdirektør i Region Midtjylland, Leif Vestergaard Pedersen:

“I Nordjylland er man kommet frem til, at man bruger fire kroner til brugersupport, mens tallet i Hovedstaden er 69 kroner per indbygger. Selvom de er meget kvikke oppe i Nordjylland, så tror vi simpelthen ikke på, at det er rigtigt,” vurderer han. “I stedet skal man nok finde forklaringen i, at en del af brugersupporten er indregnet i hospitalernes drift. McKinsey har forholdt sig fuldstændig ukritisk til de tal og beregnet besparingspotentialet ud fra dem,” siger han. “De to regioner, der har den største hospitalsproduktivitet i landet, er indiskutabelt Region Syddanmark og Region Midtjylland. Sjovt nok er det også de to steder, hvor man har en helt bestemt tænkning om, at IT skal understøtte hospitalerne,” siger Leif Vestergaard. “Hvis McKinsey havde gået ind og set på, hvor det kan betale sig at bruge flere penge, fordi det giver produktivitetsgevinster, og hvor det ikke kan, havde vi kunnet bruge det til noget. Jeg kunne også finde ud af at sætte fem tal op i et regneark og finde det laveste. Det er bare ikke særlig brugbart,” (8)

Så Claus Hjort Frederiksen fik altså de tal og anvisninger, han skulle bruge til at stille krav om IT-besparelser på flere hundrede millioner i regionerne, på et yderst misvisende grundlag, hvor man ikke tog højde for det væsentligste – nemlig den overordnede hospitalsproduktivitet.

Intet opgør med NPM på trods af løfter om det modsatte

Partierne i den forrige regering (S-RV-SF) havde såvel i opposition som i regeringsgrundlaget, lagt op til et opgør med de meget ressourcekrævende kontrol- og dokumentationskrav i den offentlige sektor til fordel for afbureaukratisering og tillid. Den opgave mente finansminister Bjarne Corydon lige var noget, McKinsey burde tage sig af. Så Moderniseringsstyrelsen bestilte en fem millioner kroners rapport om god arbejdsgiveradfærd i staten. Rapporten medførte, surprise, intet opgør med New Public Management og pegede primært på mulighederne for at supplere med præstationsløn og målstyring. En tidligere, mangeårig leder i Finansministeriet, Henrik Hjortdal, udtrykker elendigheden på denne måde til Djøf-bladet:

”Det lyder godt med styring baseret på resultater og tillid. Men de lokale ledere er i forvejen overlæsset med legalitetskrav, proceskrav og dokumentationskrav som følge af den øgede lovregulering fra Christiansborg og centraladministrationens talrige supplerende styringsdokumenter. Det forholder God Arbejdsgiveradfærd sig desværre slet ikke til.” (9)

Men regeringen og Bjarne Corydon var åbenbart godt tilfredse og satte et hak ud for den del af regeringsgrundlaget. Og som bekendt bruges der stadig enorme ressourcer på New Public Management-bureaukratiet i det offentlige.

Legitimering af det uofficielle politiske ønske om valg af kampfly

Længe inden det endelige valg af nye kampfly har der været været mistanke om et uofficielt politisk ønske om F-35 som det nye danske kampfly pga. udenrigspolitiske interesser. Mistanken var fx. så stor hos Saab, at de ikke så nogen grund til, at bruge penge på at byde ind, fordi udbuddet bevidst var indrettet, så det forfordelte F-35. (10) I det store udbudsarbejde, som blev foretaget af et såkaldt uafhængigt kampflykontor, indgår en helt central rapport udarbejdet af (uafhængige?) embedsmænd fra Finans- og Forsvarsministeriet og McKinsey. Konsulenterne fra McKinsey står for en særlig vigtig og suspekt påstand i rapporten, nemlig det formodet antal flyvetimer for F-35-kampflyet. Problemet er, at der ikke eksisterer brugbare data på området. Norge har dog lavet nogle beregninger, som anslår 167 årlige flyvetimer, men dem er man ikke interesseret i. Måske fordi man får alt for lidt for pengene sammenlignet med konkurrenterne i udbuddet. Så i stedet kommer McKinsey politikerne til hjælp med et højst ejendommeligt GÆT på baggrund af ”ikke kendte kilder”, som sandsynligvis er særligt udvalgte F-16-data, og vupti har vi et flyvetimetal på 250, der gør F-35 rimeligt konkurrencedygtigt. Det på trods af, at netop F-16-flyene blot har fløjet 165 timer om året. (11, 12, 13). Og det er i øvrigt blot et af en række suspekte fiksfakserier i forbindelse med grundlaget for valg af kampfly.

Dong

I 2012 giver Dongs nye topchef, Henrik Poulsen, McKinsey en ti millioner kroner stor spareopgave, der ikke har været i udbud, som loven ellers foreskriver. (14) Tidligere McKinsey-mand Henrik Poulsen er også ham, som senere bliver enig med Bjarne Corydon, der som sagt sidenhen blev global direktør i McKinsey, om at Poulsen og andre ledende medarbejdere selv kunne købe aktier i Dong. Det betød – i forbindelse med forhandlingerne med Goldman Sachs, hvor Henrik Poulsen også havde tætte relationer til topfolk via fælles bestyrelsesposter i ISS – at desto ringere en pris (pr. aktie) Henrik Poulsen m.fl. forhandlede hjem til staten, desto større potentiel fortjeneste havde han og Goldman Sachs-vennerne udsigt til på egne Dong-aktier. (15) Henrik Poulsen forsvarede ikke uventet prisen som fair over for utallige kritikere, men ikke desto mindre har markedet blot to år senere i forbindelse med børsnoteringen, vurderet at aktien ER langt mere værd og tidligere McKinsey-mand Henrik Poulsen har personligt tjent 20 – 27 millioner på sin andel. (16)

Kritik af politikernes brug af konsulenthuse

Mange har de senere år udtrykt sig kritisk om den egentlige hensigt med politikernes valg af ekstern rådgivning. Og man skal heller ikke glemme, at ministrene i forvejen har et helt ministerium af specialister til rådighed.

KMD-direktør og tidligere McKinsey-konsulent og partner Eva Berneke:

”Men det har helt sikkert været den fremherskende holdning i det offentlige. Hvis man gerne ville sidde og putte sig lidt, så kunne man skubbe de væmmelige konsulenter foran.” (17)

Formand for Dansk Told & Skatteforbund, Jørn Rise:

”Finansministeriet og politikerne bruger konsulenterne til at skaffe det legitime grundlag til at fyre. For når en masse kloge hoveder i en rapport har sagt, at det er muligt at spare millioner, så ville det jo være dumt af politikerne ikke at gøre det. Min opfattelse er bare, at konsulenterne leverer svar i metermål ud fra det opdrag, de får.” (17)

Professor ved Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen:

”Indimellem er jeg i tvivl om, hvorvidt man får værdi for pengene af konsulentrapporterne, hvis man ser bort fra, at man har nogle rent politiske ønsker til, at resultaterne kan lægge røgslør ud over en ubehagelig politisk beslutning.” (17)

Claus Oxfeldt og Claus Hartmann, Politiforbundet:

”Hvorfor er medier og politikere hoppet på konsulenthusenes dagsorden? Hvorfor er de faglige organisationer, som rent faktisk har viden og skal tage ansvar for udviklingen, presset ud? ( ..) Hvorfor skal nogle hospitaler udsætte de ansatte for tusindvis af registreringspunkter? Hvorfor lyttede ingen til SKATs ansatte og fagforening, inden det blev til en absurd historie om kollaps? Hvorfor lyttede ingen til Politiforbundet, da vi påpegede, at konsulenternes indretning af beredskabet betød, at politiet rent faktisk ikke kunne rykke ud? At det regneark, som normalfordelte, ikke svarede til en virkelighed, hvor nogle nætter kan være rent kaos og andre rolige. At der også skal transporteres folk til detentioner. At der også skal være politi på arbejde efter klokken 16? (18)

Mange gange minister Bertel Haarder om gummistempler:

”Det sker, fordi de leverer det svar, som de tror, rekvirenten gerne vil have, i stedet for, hvad der faktisk er bedst for organisationen.” (17)

Endelig har Enhedslistens Stine Brix også en kritisk pointe i et debatindlæg om McKinsey, hvor hun påpeger de eksterne konsulenters egeninteresse i at foreslå forandringer, hvor de selv sidenhen kan bistå (og tjene penge) ved implementeringen. (3)

På trods af det flossede ry, magtkoncentrationen, de mange skandaler, suspekte rapporter og kritiske indvendinger, fortsætter politikerne alligevel ufortrødent med, at bruge eksterne konsulenter. Fra 2009 til 2014 beløb det sig til 128 millioner kroner blot til McKinsey. (17)

(Artiklen er også bragt på UghDK)