Enhedslisten gi’r hjemløse husly

Tidligere SF-vælgere er velkomne hos os.

Læserbrev af Mikael Hasle, byrådskandidat for Enhedslisten

Mikael_140

I lørdagsavisen giver to tidligere SF-vælgere udtryk for politisk hjemløshed – de mener ikke, SF lever op til deres forventninger, især ikke når det drejer sig om hullet i Torvet og Nordskovvejen. Enhedslisten giver gerne de politisk hjemløse husly – også selvom det måske blot er midlertidigt. Det kan jo tænkes at SF og S på et tidspunkt kommer på bedre tanker igen.

På stemmesedlen finder I 13 kandidater på liste Ø, som alle går til valg på denne modstand, og I vil aldrig se os indgå mærkelige forlig, som direkte eller indirekte støtter de mere eller mindre mærkværdige ideer om ’udvikling’ af byen.

I andre partier kan I finde enkeltkandidater, som er imod hullet i Torvet og Nordskovvej, mens de er enige med deres partifæller om en hel masse andet, og det får man også med i købet, hvis man stemmer på en af disse kandidater. Det er også langt fra sikkert, at de pågældende får en plads i byrådet, og dermed vil en stemme på en af  disse kandidater bidrage til at en anden fra eksempelvis Venstre, som måske er varm tilhænger af både P-kælder og Nordskovvej kommer i byrådet. Vi man være sikker på at styrke modstanden mod de nævnte planer, er Enhedslisten det sikreste sted at sætte sit kryds. En stemme på Enhedslisten er en stemme på det eneste parti, der sætter mennesker og natur højere end beton og biler, biler, biler – på det punkt går vi heller aldrig på kompromis!

I skal være hjerteligt velkomne hos os.