Grækenland sat under administration

Kravene bringer ikke Grækenland ud af krisen

Christian Juhl, Enhedslisten.
Af Christian Juhl, folketingsmedlem

EU-landenes 12 krav til Grækenland sætter reelt landet under administration.

Den økonomiske plan betyder, at Syriza-regeringen tvinges til at forarme deres egne borgere gennem en skrap krisepolitik, hvis parlamentet onsdag siger ja til planen.

Den politik vil ikke bringe Grækenland ud af krisen, men blot skærpe problemerne.

25 pct. arbejdsløshed og op mod 50 pct. ungdomsarbejdsløshed burde ellers få alle lamper til at lyse.

Den eneste græske regering i nyere tid, der har prøvet at løse problemerne på en socialt afbalanceret måde, vender EU nu ryggen til.

I kulissen står det halvfascistiske Gyldent Daggry og venter på at fiske stemmer i en kommende kaotisk situation.

Tsipras og Syriza-regeringens svar til EU-lederne burde have været et klart nej.

De EU-politikere, der lokkede Grækenland ind i Euroen, vel vidende at det ville skabe store problemer, vender ryggen til og vasker hænder.

Ingen vil tage ansvaret for fadæsen – endsige hjælpe Grækenland ud af Euroen og krisen. Denne skandale afslører, hvor forkert hele EU-konstruktionen er.

Der er i allerhøjeste grad brug for at ændre strukturerne i EU, så politikken bliver til fordel for borgerne – og ikke for banker og den store kapital.