Kontanthjælpsloft presser lejere ud af deres bolig

Nu begynder de alvorlige sociale konsekvenser af kontanthjælpsforringelserne for alvor at vise sig

Jakob Solvhoj
Af Jakob Sølvhøj, MF

Nu begynder de alvorlige sociale konsekvenser af kontanthjælpsforringelserne for alvor at vise sig. Fra boligselskaberne har der længe været advaret om, at kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen ville føre til masseudsættelse af lejere i de almennyttige boligselskaber.

Måske har nogen blot betragtet det som en skræmmekampagne uden hold i virkeligheden, men sådan forholder det sig desværre ikke. Fra boligselskaber landet over meldes der om en forøget udsendelse af inkassobreve.  Fra et af Hernings store boligselskaber i oktober måned fortælles det til pressen, at man har udsendt 36 inkassobreve, hvilket er dobbelt så mange som i oktober sidste år. Tilsvarende tal kan der desværre nok hentes hos mange andre boligselskaber.

Forringelserne af kontanthjælpen er først lige trådt i kraft, og der er derfor al mulig grund til at tro, at vi med de mange inkassobreve i oktober kun har set den allerøverste top af isbjerget. Boligselskaberne forventer, at tallene bliver endnu værre i november og december og det tyder på, at vi i løbet af vinteren vil komme til at opleve rigtig mange udsættelser af lejere, der ikke kan betale deres husleje efter nedskæringen af deres kontanthjælp.

Det er på det seneste også blevet tydeligere, hvordan forringelsen af kontanthjælpen rammer blandt børnefamilier. Ikke mindre end 43.500 børn er blevet ramt af kontanthjælpsforringelserne, og det er derfor uden for enhver tvivl, at vi i den kommende tid vil opleve en stigende børnefattigdom. Det er helt uacceptabelt og i grunden også helt uforståeligt, at det borgerlige flertal i folketinget virkelig er nået dertil, at de synes, det er i orden, at børn skal leve i fattigdom i vores rige samfund.

Står det til Enhedslisten vil kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen omgående blive afskaffet efter et valg. Vi har undret os over, at det største parti i oppositionen ikke har villet fremkomme med den samme klare udmelding. Det kan da ikke være rigtigt, at der skal være tvivl om, at kontanthjælpsforringelserne vil blive fjernet så snart Venstre, DF og de andre borgerlige partier har mistet deres flertal i folketinget. Lad os nu få en klar melding fra socialdemokraterne. Lad os få en garanti for, at kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen bliver afskaffet umiddelbart efter det regeringsskifte, som vi forhåbentlig ikke skal vente for længe på.