PETER SIG KRISTENSEN:
“Tak for ordet!
Budget handler om tal.
Så her kommer lidt tal:
2019: 32 mio. og 30 mio.
2020: 21 mio. og 76 mio.
2021: 31 mio. og 81 mio.
De to tal for hvert af de tre år, i alt seks tal, er tallene for overskridelserne af det politisk besluttede budget for socialområdet, udsatteområdet og børnefamilieområdet.
Det er de tal, som budgettet for 2023 skal begrave for altid.
Vores klare og øverste, og nærmest eneste, mål for budgettet for 2023 i Silkeborg Kommune er, at vi får gjort op med underbudgetteringen på områderne for de mest udfordrede medborgere i Silkeborg Kommune.
Kommer vi ikke af med underbudgetteringen, er vi ikke med i budgettet for næste år. Så kan I andre kalde det, at vi skal have retvisende budgetter. Vi kalder det et opgør med underbudgetteringen. Et opgør med det, at vi de seneste mange år i Silkeborg Kommune helt bevidst har budgetteret under det beløb, vi ved, vi skal bruge på områderne. Velvidende, at det ikke holder i retten.
Budget handler nemlig ikke bare om tal, men også om ret. Eller lov. Her Budgetloven.
Men det vil jeg ikke trætte jer med her; her må I vente til næste byrådsmøde. For når den tidligere borgmester fra Venstre ved sidste byrådsmøde tordnede mod Budgetloven, skal vi lade handling følge ord. Så til næste byrådsmøde skal vi alle få lov at forholde os til, om vi fra Silkeborg Kommunes side vil gøre oprør mod den meningsløse budgetlov.
Så meningsløs er den, at Enhedslisten nu går ind for skattelettelser i København!!!!
Så har man hørt det med.
Så jeg skal ikke trætte jer yderligere.
I stedet vil jeg sætte mig ned, og lade Signe bruge de sidste minutter af vores tid”
SIGNE HAAHR LINDEGAARD:
“Som nyt byrådsmedlem er der flere ting, der jeg har undret mig over.
For det første er jeg blevet overrasket over, at der ikke har været bedre styr på økonomien i vores kommune, hvilket har resulteret i, at vi – igen igen – har været nødsaget til at tvinge store besparelser igennem på et alt for sent tidspunkt på året.
Derfor håber jeg, at vi med budget 23 kommer til at lande et budget, hvor der er styr på økonomien, så hverken vi her i byrådet eller langt vigtigere vores borgere, medarbejdere eller velfærdsinstitutioner rundt om i kommunen skal bekymre sig om pludselig at blive pålagt besparelser for mange millioner kroner. Lad os – som Fagbevægelsens Hovedorganisation siger det så godt – stoppe kommunens rutsjebaneøkonomi.
For det andet har jeg under mig over, at man de seneste mange år konsekvent har lavet budgetter, som alle har vidst ikke hang sammen på en række områder – nemlig på socialområdet, på ældreområdet og på børne- og familieområdet. At man har set merforbruget stige og stige, vel vidende at disse områder ikke har haft nogen reel chance for at minimere det for så til sidst at eftergive de store overskridelser. Det er ikke ordentligt.
Derfor glæder jeg mig over, at man med budgettet for næste år vil forsøge at gøre op med denne kalkulerede underbudgettering. At vi faktisk stiler efter at få et budget i balance, så socialområdet, ældreområdet og børne- og familieområdet ikke hele tiden skal halse bagefter.
Og for det tredje undrer det mig, at vi handler så kortsigtet. At vi ikke har et blik for, hvordan den måde, vi agerer på her og nu, kommer til at skabe afledte konsekvenser om 5, 10 eller 15 år.
Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg nemlig oprigtigt bekymret for, at den regning – både økonomisk og menneskeligt – bliver uoverskueligt stor.
For jeg kan se, at vores velfærdsinstitutioner – vores ældrepleje, vores tilbud til handicappede og socialt udsatte samt vores daginstitutioner og skoler – er pressede til det alleryderste, og at vi i min optik ikke kan forsvare at fortsætte på samme måde fremadrettet.
Lad mig give et eksempel: Rigtig mange – både politikere, forældre og fagfolk – er bekymrede over den aktuelle stigning i mistrivslen hos børn og unge. Bekymrede, men desværre ikke overraskede. For efter mange år med nedskæringer, effektiviseringer og underminering af den vigtige voksenkontakt, som små børn har essentielt brug for, høster vi nu frugten.
Men vi har muligheden for at gøre det bedre fremover. For ifølge flere end 1.000 psykologer og PPR-medarbejdere er en af de allervigtigste forebyggende indsatser, at der i praksis sikres tilstrækkelig mange veluddannede pædagoger i daginstitutionerne med den fornødne tid og normering til de vigtige samspil med børnene.
Derfor håber jeg, at vi med næste års budget sammen kan stoppe denne negative udvikling, inden vi ender ud med at begå et offentligt omsorgssvigt af dimensioner. Lad os begynde at investere i vores velfærd i stedet for at undergrave den – både for vores kommunes og vores borgeres skyld.”
