Et indlæg i flygtningedebatten
Af Karen Marie Møller
Der sker i denne tid en ændring i den måde vi ser andre mennesker på. Her tænker jeg hele flygtningepolitikken. Forslag, som vi for få år siden ville have fundet utænkeliglige, bliver i dag til lov, blot de opfylder formålet: at afskrække mennesker fra at komme til os. Om det er mennesker, der har gennemlevet rædsler og måttet flygte er lige meget. De skal ikke komme her.
Afskrækningselementerne indeholder: et liv i fattigdom. Fratagelse af muligheden for at blive ført sammen med sine børn. Bo i telte. Begrænset ophold. Fratagelse af personlige værdier (DF afviser end ikke at tage menneskers vielsesringe) Placere flygtningelejre op ad lufthavne, skydebaner, motorveje mm. Fratage mennesker mulighed for at lave deres egen mad. Kort sagt gøre livet ubærligt svært for disse mennesker.
Flertallet ser det som legitimt, hvis blot det tjener det rette formål. Men de overser, at det også gør noget ved os selv. Det ødelægger vores eget indre kompas, vi får svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert, det ødelægger vores evne til at leve os ind i andre mennesker. Det ændrer vores menneskesyn grundlæggende.
Vi har i historien og gennem tiden set, hvor forrået et samfund kan blive. Det har chokeret os, og vi har ikke kunnet forstå, hvordan det kunne ske, hvordan der kunne stå mennesker bag. Det klassiske eksempel er nazismen. Tyskerne fik støt og roligt ødelagt deres evne til at skelne mellem rigtig og forkert. Udryddelsen af jøderne skete ikke fra den ene dag til den anden. Jorden blev gødet, lidt efter lidt. Først mistænkeliggørelse, så forskelsbehandling, jødiske børn måtte ikke undervises sammen med arierne, jødiske læger måtte kun behandle jøder. Så mistede de deres arbejde, så fik de frataget deres værdier, så fik de ødelagt deres forretninger. Langsomt, men sikkert blev det flertallets indstilling, at det var OK, for jøderne var ikke rigtige mennesker. De skulle ikke mødes med samme forståelse og respekt som andre. Tyskernes indre kompas var definitivt ødelagt: nu kunne jøderne sendes i lejre, ingen forhindrede det, og syge hjerner sendte dem derefter i gaskamrene.
Her er vi selvfølgelig ikke i dag, men vi skal passe på. Med et ødelagt indre kompas kan vi stå tilbage med et samfund, som kun få ønsker. Et samfund, hvor synet på mennesket afhænger af dette menneskes tillagte værdi, og kan behandles derefter: den arbejdsløse, den psykisk syge, den svage ældre, den hjemløse tillægges mindre værdi. De fleste af os forfærdes over, at det sker, at hjemløse overfaldes og tæves af nogen, som ikke ser dem som mennesker, men som udskud, og som mener de har ret til at gøre ondt. Disse overfaldsmænd/kvinder har allerede fået ødelagt deres indre kompas. Mit håb er, at vi passer bedre på vores alle sammens kompas, passer bedre på vores værdier. Mit håb er, at vi får politikere, som også vil det.
