HVAD MENIGMAND FORSTÅR

Menigmand og menigkvinde i Balle og Buskelund forstår godt, hvor svært det er at finde en plads i de lokale daginstitutioner i området for tiden.

Menigmand og menigkvinde i Balle og Buskelund har nemlig oplevet på egen familie, at de er blevet henvist til at søge hjælp hos familie, forlænge barsel og ferie, købe bil nummer to, gå ned i tid og/eller sige ja til en plads udenfor lokalområdet, når de skulle have plads til en lille ny i familien. Med logistiske udfordringer til følge.

Den slags er et sprog, menigmand og menigkvinde forstår i Balle og Buskelund. Det er også den slags, menigmand og menigkvinde i Sejs-Svejbæk og Funder-Lysbro forstår. Om få år er det det, menigmand og menigkvinde i Gødvad-Dybkær og Virklund forstår.

Menigmand og menigkvinde forstår til gengæld ikke, hvorfor vi i Silkeborg Kommune bruger gamle tal, når vi på et orienteringsmøde om forhold i Balle og Buskelund tirsdag aften skal fortælle om en stor lokalplan og hvad deraf følger.

Menigmand og menigkvinde forstår ikke, at vi i Silkeborg Kommune ikke bruger de virkelige tal fra 1. januar 2021, vi allerede har frem for de tal, vi havde i en prognose for over et år siden. Menigmand og menigkvinde forstår det særligt ikke, når de nye tal viser en helt anden virkelighed end sidste års prognose.

Der er så meget, menigmand og menigkvinde ikke forstår.

Vi forstår det heller ikke.

Signe Haahr Lindegaard og Peter Sig Kristensen

Menigkvinde og menigmand

Kandidat til og medlem af byrådet i Silkeborg Kommune for Enhedslisten