Mediernes mere eller mindre blinde vinkler

Vi kunne godt bruge lidt mere farveblindhed


Af Peter Sig Kristensen

Den aktuelle sag i Ry er dybt ulykkelig. Samtidig er sagen et eksempel i, hvad der kan gå mindre godt i så ulykkelig en situation i mediedækningen.

Der er ingen grænser for, hvor stort et pres Skanderborg Kommune og den lokale Mølleskolen er blevet sat under i sagen. Senest på det pressemøde, som hele Danmark var vidne til onsdag. Det virker næsten som om, at det er myndigheder, der er på anklagebænken i sagen.

Det bliver i dækningen af kommunens og skolens rolle næsten fremstillet som om, at hændelsen er foregået i en verden, hvor unge ikke selv tager ansvar for egne handlinger, hvor myndighederne er de eneste voksne i de lokale unges liv og hvor de unges tid i skolen foregår 24 timer i døgnet, 7 dage i ugen og 365 dage om året. Og 366 dage i et skudår. Til gengæld hører vi nærmest ingen dækning af det helt centrale i sagen, selve hændelsen på parkeringspladsen.

De nøgne kendsgerninger, som de er fremstillet indtil videre, er, at det sidste mandag aften var fire unge mod en ung. Ikke skolen/kommunen mod fem unge. Og det er fire unge, der har påført en ung stor personskade. Det var ikke skolen/kommunen, der kastede brændende væske. Og det er sket i fritiden, ikke i skoletiden.

Det er generelt set i mediedækningen en blind vinkel, hvad der er sket på den parkeringsplads: Hvordan kan unge mennesker finde på at kaste brændende væske på et andet ungt menneske?

For mig at se er der et offer og fire gerningsmænd i denne ulykkelige sag. Der er ikke fem ofre for myndighedernes svigt. Uanset, hvordan myndighederne har ageret og ikke ageret i denne sag, forsvarer det ikke, at fire unge har påført en ung stor personskade. Måske endda på kanten af det livstruende. Længere er den ikke.

Og så kunne jeg oven i købet godt ønske mig lidt mere blindhed fra medierne på et andet område i sagen. Jeg kunne ønske mig mere ”farveblindhed”.

For hvad har sagen at gøre med, at de fire unge havde gammeldansk baggrund, og den ene unge nydansk baggrund? Ligger det måske i den gammeldanske ungekultur at kaste med brændbare væsker, og ligger det i den nydanske ungekultur at blive udsat for den slags angreb? Nej, vel.

Dette har intet med kultur at gøre.