JEG HAR EN DRØM

Bare rolig, vi kommer ikke op på Martin Luther King niveau med dette opslag. Jeg er nemlig en relativt jordnær vestjyde, som nødigt bruger store ord undtagen til de helt særlige lejligheder. Og dette opslag er ikke en af den slags særlige lejligheder.

Men jeg kom til at tænke på drømme og visioner, da jeg læste den fine leder af chefredaktør Hans Krabbe i lørdagens udgave af Midtjyllands Avis om de forliste drømme i form af nyt Museum Jorn og svømmecentret.

Visionerne og drømmene om nyt Museum Jorn på Søfronten og nyt svømmecenter på Søholt ville være intakte, hvis ellers de seneste par byråd før det nuværende byråd havde ageret med rettidig omhu.

Hvis de to daværende byråd havde vækstet med måde i stedet for uhæmmet, var vi sandsynligvis i dag kommet videre med både den ene og den anden drøm. Så det ikke var endt i den luftspejling, de to drømme er blevet til i dag.

Men de to daværende byråd, eller rettere sagt Det Samlende og Ansvarlige Forenede Midterparti bestående af de fleste af partierne i de to byrådsperioder, havde kun et mål for øje: Vækst

De havde ikke Silkeborg Kommunes udvikling for øje.

For udvikling er andet end simpel uhæmmet vækst, og det ved det nuværende byråd godt. Så når vi er færdige med at rydde op efter den uhæmmede vækst fra de to tidligere byråd, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det nuværende byråd sagtens kan tale mere udvikling. Til og med balanceret udvikling, med fokus på drift og drømme samtidig, og med en sund skelen til, hvor mange penge vi kan bruge og hvor mange vi må bruge.

Men lige nu, som Hans Krabbe skriver, handler det om mere presserende opgaver. Om noget for flyvske tænkere så kedeligt som, at børn skal have et sted at gå i vuggestue, børnehave og skole tæt på, hvor de bor. Og tilstrækkeligt med pladser i kommunen til de borgere, der har hjælp behov.

I øvrigt keder det ikke denne jordnære vestjyde, den slags. Jeg kan sagtens se både drømme og visioner i gode forhold for børn og unge, handicappede, socialt udsatte og ældre.

Det giver mig lige for tiden mere lys i øjnene end flotte lysarmaturer til flotte malerier eller undervandslyset i et badeland.

Peter Sig Kristensen

Medlem af byrådet i Silkeborg Kommune for Enhedslisten